Ugens fire udvalgte: Fremadstormende forfatter kommer til byen
Verdens undergang
Liv dør på slagmarken og vågner op i Asgård, gudernes verden – overvældet over den nye tilværelse blandt guder, hun har æret hele sit liv. Hurtigt bliver hun forelsket i Odins søn, den smukke Balder, der jævnligt drømmer om sin egen frygtelige død. Da hans drømme bliver til virkelighed, drager Liv til dødsriget for at møde Hel, hersker over dødens rige, for at overtale hende til at lade ham vende tilbage til de levende.
Herfra begynder Ragnarok.
Moesgaard er endnu en gang klar med en storslået udendørs familieforestilling ”Ragnarok”, som handler om de begivenheder i nordisk mytologi, der fører til verdens undergang.
Tid: Forestillingen vises til og med den 29. juni.
Sted: Moesgaard, Moesgård Allé 15, Højbjerg.
Kræver billet.
Forfattere taler familie
Litteraturfestivalen LiteratureXchange præsenterer Marie Aubert og Thomas Korsgaard, som begge er aktuelle med bøger, der drejer sig om familieforhold. På scenen på Dokk1 vil Puk Qvortrup føre dirigentstokken, når de to forfattere forholder sig til spørgsmål om barndom og familie.
Thomas Korsgaards novellesamling ”Som snydt ud af næsen” udkom tilbage i januar. Den dykker ned i de uskrevne regler i et lokalsamfund og om det, der er på spil, når man ikke kan gå uden for en dør uden at møde nogen, man kender.
Marie Auberts seneste bog hedder ”Jeg er egentlig ikke sådan” og er en skildring af en middelklassefamilie, der bliver konfronteret med problemer, de fleste familier kan nikke genkendende til. Det er i øvrigt Thomas Korsgaard, der har oversat romanen til dansk.
Tid: Den 22. juni kl 12.30.
Sted: Hack Kampmanns Plads 2, Aarhus C.
Kræver billet.
Dopha x Peter Vuust Trio
Jazz og pop mødes i forening, når Dopha og Peter Vuust Trio lader deres musik smelte sammen for en aften på toppen af Aarhus. På scenen på Salling Rooftop afholder de koncert og udfordrer deres musik til at søge afkroge, deres faste genrer normalt afholder dem fra.
Peter Vuust Trio består af bassist Peter Vuust, trommeslager Mikkel Vuust og pianisten Søren Bebe. De har længe været stærke markører på jazzscenen i Danmark.
Dopha udgav sit debutalbum ”The Game” i 2021 og har haft travlt siden. Med en pris som Årets talent ved Carl Prisen i bagagen har hun indtaget de største festivaler i landet og er blevet rost til skyerne. Senest har hun været med i ”Toppen af Poppen”.
Tid: Den 22. juni kl. 19.
Sted: Salling Rooftop, Søndergade 27, Aarhus C.
Kræver billet.
Bål og brød
Sankt Lukas Kirke på Frederiksbjerg har på udvalgte mandage sommeren igennem et arrangement, den kalder Bål og brød i kirkehaven. Og på mandag bliver bålet tændt.
Der skal bages brød over bål – al slags; snobrød, pizza, boller, en ny, uset spise. Alverden, som fantasien kan brygge frem. Derudover lægges der op til leg, sang og hygge under havens kastanje- og æbletræer.
Kan man ikke denne mandag, gentages arrangementet på følgende datoer: den 1., 8. og 15. juli og den 19. og 26. august.
Alle er velkommen. Som kirken selv skriver: »Kirkehaven er vores alle sammens have – så kom og brug den, uanset om du er 0, 25 eller 100 år.«
Tid: Den 24. juni kl. 15.
Sted: Sankt Lukas, Skt. Lukas Kirkeplads 1, Aarhus C.
Gratis.