Fortsæt til indhold

Ugens fire udvalgte: Kendte sangere holder gratis koncerter i Aarhus

Byrummet

Sommer på Tangkrogen

En ny festival flytter ind på Tangkrogen i Aarhus 27. - 30. juni. Det bare græs forvandles til et mekka af street food, hvor man kan komme rundt i alverdens smage uden at forlade postnummeret.

Der vil være workshops af forskellig art, en strikkecafé og et loppemarked med alt fra keramik til møbler. Børn kan få deres ansigter malet og gå i cirkus, og på scenen kan man opleve navne som Zididada, James Sampson, Rasmus Nøhr og Fætters

Tid: 27.-30. juni.

Sted: Tangkrogen, Marselisborg Havnevej 1, Aarhus C.

Gratis adgang.

Der bliver masser af streetfood på Mad & Kultur-festivalen i Tangkrogen. Pressefoto

Fællessang i Musikhusparken

En af de fine ting, der kom ud af den rædsomme corona-nedlukning, var videoer af mennesker, som sang sammen om morgenen med Philip Faber bag klaveret. Selv efter, at restriktionerne var blevet lempet væsentligt, holdt DR fast i morgensangen. Måske er det med tanke på den effekt, fællesskabet og sangene havde, at Musikhuset inviterer på fællessang i det fri onsdag formiddag.

Pianist og korleder Margrethe Debel holder takten og tonen i den halve time, hvor sange fra Højskolesangbogen vil lyde i Oasen ved Spejlbassinet. Alle sangglade er inviteret.

Tid: 3. juli kl. 9.

Sted: Musikhusparken, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C.

Gratis.

Havnekatastrofen 4. juli

I de sidste år af besættelsen spillede Aarhus Havn en central rolle for den tyske værnemagt, da det var derfra, der blev fragtet forsyninger såsom våben og ammunition. 4. juli om eftermiddagen gik det galt. Et brag så voldsomt, at folk i Trige kunne mærke jorden ryste under fødderne, skete som følge af mere end 150 tons sprængstof, der eksploderede. Mindst 40 mennesker mistede livet, knap 250 blev såret.

Leder af Besættelsesmuseet Søren Tange Rasmussen fortæller om årsager og konsekvenser for eksplosionen i anledning af 80-årsdagen for katastrofen ved havnen.

Tid: 3. juli kl. 19.

Sted: Den Gamle By, Viborgvej 2, Aarhus C.

Kræver billet.

Hør om, hvorfor maden i troperne er så stærk og hvorfor krydderurter smager, som de gør i Væksthusene i Botanisk Have hver onsdag sommerferien igennem. Arkivfoto: Anders Rye Skjoldjensen

Smag på verden i Aarhus

Hvor meget vand går der til produktionen af en ananas? Hvorfor smager krydderurter, som de gør? Hvordan smager lotusplantens frø?

Det er ikke kun Tangkrogen, der emmer af madoplevelser i denne uge, for Væksthusene i Botanisk Have inviterer også gæster til at udfordre smagsløgene. Hver onsdag fra 3. juli og frem til 7. august holder Væksthusene åbent indtil kl. 21, hvor man kan komme med på rundvisninger, der er rettet mod de spiselige planter. Man kan smage en masse forskelligt og samtidig blive klogere på, hvordan maden, vi spiser, hænger sammen med det sted, vi bor.

Tid: 3. juli kl. 16.30 og kl. 18.30.

Sted: Væksthusene, Botanisk Have, Peter Holms Vej, Aarhus C.

Kræver billet.