Ugens fire udvalgte: Legendarisk band besøger byen
World in Fokus
22. juni slog Aros dørene op for en ny udstilling, der har fået titlen ’World in Fokus’, med fotografiske værker fra museets egen samling samt nyindkøbt kunst, som præsenteres på Aros for første gang.
Gå på opdagelse i fotografier af mange forskellige kunstnere, heriblandt Asger Jorn, Ismar Cirkinagic, Jeannette Ehlers, Jeremy Shaw, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Liu Shiyuan, hvis værker går fra det poetiske til det politiske. Fælles for fotografierne er, at kunstnerne bag alle har haft en eksperimenterende tilgang til fotogenren.
Tid: Frem til december 2024.
Sted: Aros, Aros Allé 2, Aarhus C.
Kræver billet.
Bagagerumsmarked
Lørdag kommer de fleste frie flader mellem domkirken og Aarhus Teater til at blive belagt med alverdens sager, der stilles frem til salg. En markedsplads af boder fuld af genbrugsting, der venter på at få en ny plads i nogens hjem.
Der er bestemt en risiko for at komme hjem med flere ting end planlagt, men hvem ved? Måske bliver det dagen, hvor man enten falder over vintage-stolen, der fuldender sættet hjemme i stuen, eller man møder en person, som fortæller årets indtil videre bedste anekdote. Uanset hvad er hyggebarometret i top.
Tid: 6. juli kl. 10-15.
Sted: Bispetorvet, Aarhus C.
Gratis adgang.
Toto i Friheden
I midten af 70’erne besluttede nogle unge gutter fra Los Angeles at danne et band. De var kun lige klækket ud som voksne, dygtige og forstod sig på iørefaldende instrumentale arrangementer. Men næppe havde de troet på, at de 30-40 år senere fortsat ville være etablerede og (med rette) have ordet ’legendarisk’ klistret til sig. Eller at gennembrudshittet ’Africa’ stadig ville blive spillet, uanset om man er til fest hos generation x eller z. Men det gør det.
Og da Tivoli Friheden ringede og spurgte, om de ville komme og spille, sagde de ja. Der er nogle arrangører, som godt kan klappe dem selv på skuldrene.
Tid: 6. juli kl. 20.
Sted: Friheden, Skovbrynet 5, Aarhus C.
Kræver billet.
En dygtig bedrager
De varme dage og lyse nætter er over os, og det er jo dejligt. Men trænger man til at gemme sig lidt i mørket, måske med en film og et glas køligt hvidvin, så står Øst for Paradis klar med åbne arme.
Udover deres faste program viser de denne tirsdag ’The Talented Mr. Ripley’ fra 1999, der handler om en bedrager, som forstår at manøvrere sig ind i andre menneskers luksus. Matt Damon spiller hovedrollen som den karismatiske Tom Ripley, hvis første lille løgn med hastige skridt udvikler sig til en kriminel livsstil, der for selv den største sociopat må være udmattende.
Tid: 9. juli kl. 18.30.
Sted: Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, Aarhus C.
Kræver billet.