Fortsæt til indhold

Ugens fire udvalgte: Højtelsket tegneserieskaber viser film i Paradis

Byrummet

Street Parade

I denne uge bliver Aarhus mere jazzet end normalt. Den 35. udgave af Aarhus Jazz Festival begynder med en parade gennem midtbyen, hvor Aarhus Jazz Festival Brass Band sender toner ud i gaderne og får byen til at summe. Bandets repertoire består af New Orleans-klassikere som Funky Liza, Bourbon Street Parade, When My Dreamboat Comes Home og mange flere.

Ruten starter ved Musikhuset, over Rådhuspladsen og nedad mod Graven, hvor der holdes en pause. Blæseinstrumenterne hæves igen kl. 12.30, hvor turen går videre ad Klostergade, Grønnegade, over Frederiksbroen og langsomt tilbage til Musikhuset.

Aarhus Jazz Festival varer frem til 20. juli.

Tid: 13. juli kl. 11.

Sted: Ruten starter ved Musikhuset.

Gratis.

Street Parade med Aarhus Jazz Festival Brass Band er lørdag 13. juli kl. 11 fra Musikhuset og gennem Aarhus gader. Foto: Aarhus Jazz Festival

Birdland - A History of Jazz

Filminstruktør og animator Jannik Hastrup, der har perler som Samson og Sally, Bennys badekar og Cirkeline på CV’et, står også bag fire tegnede kortfilm med titlen Birdland - A History of Jazz. Filmene er inspireret af musikalske genistreger fra jazzhistorien såsom Dream A Little Dream of Me, hvor Louis Armstrong og Ella Fitzgerald er forvandlede til en kat og en mus i en drømmende duet.

Mini-filmserien bliver vist på lærredet i Paradis og henvender sig til 5-10-årige. Der vil være levende musik i biografsalen af Jacob Venndts Fabulous Swing Trio, som ligeledes henvender sig til børn.

Tid: 14. juli kl. 11 og 12.30.

Sted: Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, Aarhus C.

Kræver billet.

Dette billede er fra 1984, hvor Jannik Hastrup arbejdede på tegnefilmen Samson og Sally.

EM-finalen ved havnen

Selvom Danmark ikke scorede helt så mange mål, som man kunne have ønsket, fortsætter fodboldfesten på Herman Sallings Plads, hvor storskærmen en sidste gang tændes, når EM-finalen skal spilles søndag aften kl. 21. Men allerede fra kl. 11 går løjerne i gang nede ved havnefronten, da Aarhus 1900 Atletik og Løb arrangerer lege og atletikøvelser for børn frem til kl. 14.

Fodboldfans under EM-kampen mellem Danmark og Serbien. EM-finalen vises også på storskærmen på Herman Sallings Plads. Det er søndag kl. 21. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Kl. 17 vil Klaus Andersen og Laura Aagaard fra Den store bagedyst dele ud af deres EM-kager og fortælle om tankerne bag de små bagermesterværker.

Tid: 14. juli fra kl. 11.

Sted: Herman Sallings Plads, Aarhus C.

Gratis.

Åby Bibliotek inviterer på en litteraturvandring ved Brabrandsøen, hvor der i løbet af turen bliver læst højt fra tekster, der handler om fugle. Det er onsdag kl. 16 ved Æblehaven. Foto: Jens Dresling

Litteraturvandring: Fugleliv

Er der for meget smæk på ovenstående, er ugens sidste udvalgte arrangement mere afdæmpet. Åby Bibliotek inviterer alle, der har lyst, med på en gåtur ved Brabrand Sø.

Undervejs på turen er der små stops, hvor bibliotekets formidlere vil læse højt af udvalgte tekster, som alle på sin vis har noget med fugleliv at gøre. Tempoet er stille og roligt og turen er maks 2,5 km.

Er man interesseret, men har andet for den dag, kommer der her en servicemeddelelse. Biblioteket har endnu en tur på programmet 24. juli, hvor Brabrand Sø byttes ud med Botanisk Have, og teksterne vil cirkulere om temaet ’At fare vild’.

Tid: 17. juli kl. 16.

Sted: Brabrandstien ved Æblehaven.

Gratis, men kræver tilmelding.