Nabo advarer om kaos ved børnehave: »Det er et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke«
Genbo til institutionen Dråbitten frygter ulykker på grund af høj hastighed og parkeringskaos. Forældrebestyrelsen arbejder på at finde løsninger problemerne.
Trafiksikkerheden omkring børneinstitutionen Dråbitten i Dråby ved Ebeltoft har gennem længere tid været genstand for bekymring fra genbo Martin Christensen, som bor lige på den anden side af den smalle bygade.
Han har henvendt sig til institutionen, fordi han dagligt ser udfordringerne med tung trafik, høje hastigheder og hårde opbremsninger.
»Jeg frygter, at det kun er et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke. Forældrene parkerer langs med vejen, og nogle gange på vejen, når deres børn skal hentes og bringes. Det sker ikke sjældent, at et barn befinder sig på vejen. Der er meget dårlig sigtbarhed på grund af sving og mange biler, så det kan virkelig gå galt en dag.«
Han har opfordret til et møde mellem både kommune, politi og institutionen, men der er foreløbigt, et par måneder efter sit bekymringsbrev, ikke sket nogle ændringer, konstaterer han.
Kommunen lavede sidste år en fartmåling, som viser, at den gennemsnitlige hastighed gennem byen er 36 km/t, hvilket ikke indikerer, at farten er for høj.
Men den måling stiller Martin Christensen sig kritisk overfor.
»Hvis to biler kører 20kilometer i timen og en kører 75, så er det jo ganske rigtig et gennemsnit på godt 35 kilometer i timen, men der skal jo også kun én bil til for at lave en ulykke.«
Håber på løsning
Formand for forældrebestyrelsen Malthe Ryge Petersen er udmærket klar over problematikken og fortæller, at de arbejder aktivt for at finde løsninger.
»Vi er klemt på parkeringspladser, især efter at vores nye nabo ved vejen til festpladsen har overtaget og handlet den halve del af de pladser, vi havde tidligere aftale om at kunne bruge. Vi afsøger mulighederne for at etablere flere pladser ved at inddrage et areal af vores legeplads, men den løsning kræver, at vi må bruge indkørslen til Festpladsen, så der skal vi bruge en godkendelse fra kommunen,« siger Malthe Ryge Petersen.
Malthe Ryge Petersen afviser pure, at forældre parkerer på selve vejen. Ved spidsbelastninger parkeres der tæt på vejen, på institutionens egen matrikel, men ikke på selve vejen.
»Jeg ser altså heller ikke nogen børn, der befinder sig på vejen, og vi gør i øvrigt meget ud af at indskærpe stor opmærksomhed hos vores forældregruppe omkring de forbehold, der skal tages, når nu trafikken er, som den er, i Dråby. Jeg oplever, at de følger dem.«
Dråbitten er normeret til 38 børn og normalt har en belægning på cirka 80 procent.
»Lige nu er 34 børn indskrevet, og vi ved, at der generelt mangler institutionspladser i området, så det giver ikke mening at tage færre børn ind for at lette på trafikken og parkeringsmulighederne,« siger Malthe Ryge Petersen.
Han anerkender, at mindre landsbyer som Dråby kan have udfordringer med smalle veje og tung trafik, men afviser, at institutionen skal flytte.
»Dråbitten har været her i mere end 20 år, og det synes jeg, den skal blive ved med at være,« siger han.
»Men jeg håber selvfølgelig meget, at vi sammen med kommunen kan finde en løsning, der gør alle parter glade, også naboerne.«