Håndboldens gyldne tider har en bagside: Lokal klub knokler for at dække underskud

Christina Nielsen er indbegrebet af håndboldafdelingen af IF Midtdjurs (IFM) i Ryomgård.

»Men du bliver nødt til at kalde mig Muddi, for ellers er der ingen, der ved, hvem jeg er,« siger hun til avisens udsendte, som besøger hende i hendes hjem i Ryomgård.

Egentlig skal interviewet handle om det loppemarked, håndboldklubben skal holde for 20. gang, men som så meget andet, så viser historien sig at indeholde mere end det.

Den handler for eksempel om Muddi, som modbeviser tendensen i Danmark; at flere og flere vender ryggen til foreningslivet.

Den handler også om en håndboldklub, der er ved at sejre ad helvede til.

Antallet af medlemmer stiger, men det giver en dårlig økonomi.

»I 2024 var vores underskud 100.000 kroner. Vi har lidt på kistebunden, men det varer jo ikke for evigt, så vi bliver nødt til at finde en måde at lave penge på.»

Heldigvis har de ildsjæle, der gerne tager en tørn.

Mrs. håndbold

38-årige Christina ’Muddi’ Nielsen er født og opvokset i Ryomgård.

Hun har med egne ord altid spillet håndbold i IFM.

Selv da hun i få år boede i Aarhus, kørte hun til Ryomgård for at spille.

Hun spiller stadig, og træneren, Anette Broni, har været den samme alle årene.

»Tror ikke, at der er nogen herude, der har spillet håndbold uden at være i kontakt med Anette. Hun er en af grundene til, at så mange vælger at blive i klubben. Desværre har hun sagt, at hun stopper til sommer, men hun er billedet på den sammenhængskraft, der er. Klubben er som en familie, og den er mit andet hjem.«

Muddi Nielsen træner i dag to u-13 drengehold, og så er hun formand for bestyrelsen, som hun har siddet i i 11 år.

»På det tidspunkt begyndte det at tynde ud i folkene omkring klubben. De fleste var nogle, der havde været med i mange år, så jeg tænkte, at nye kræfter måtte træde til.«

Allerede dengang var der brug for at lave penge til klubben, og da Muddi og hendes familie altid er kommet meget på loppemarkeder, fik hun en ide.

»Jeg tænkte, at det kunne vi da også selv lave i klubben.«

Det gør de to gange om året i XL Byg Arena.

Næste gang er 1. februar, og det er 20. gang, hvilket gør Muddi Nielsen stolt over at have skabt en fin tradition

»Det er blevet vildt populært. Denne gang tog det os kun to dage at sælge alle stande, og sidste år havde vi cirka 1700 besøgende på en enkelt dag.«

De tjener penge på udlejning af 90 stande, tombolaen, som det lokale erhvervsliv støtter med sponsorgaver og så selvfølgelig cafeteriet.

Men kaffen er gratis, og det er entréen også.

»Jeg synes, folk skal have en god oplevelse, når de kommer, og pengene skal de bruge på kræmmerne og ikke os. Det har vi besluttet. Men vi tjener nu okay på det alligevel, for når kaffen er gratis, så køber man måske en ekstra kage.«

Kræmmerne er for langt størstedelen private, som sælger ud af gemmerne, mens de besøgende kommer fra hele Østjylland.

»Hvis ikke vi lavede loppemarkedet, så så det ret skidt ud med økonomien.«

Dyre seniorer

På landsplan stiger antallet af håndboldspillere igen efter corona, og det mærker de også i klubben IF Midtdjurs i Ryomgård på Djursland.

Der er nemlig en markant tilgang af medlemmer, især seniorspillere.

Dem er der cirka 100 af i skrivende stund, hvilket ifølge formanden gør IFM Håndbold til den største klub på Djursland.

Men det er ikke udelukkende godt, fortæller Muddi Nielsen.

»Seniorer er bare dyrere end andre hold i dommere, turneringsgebyrer og så videre.«

Hun glæder sig selvfølgelig over tilslutningen, men det er tungt at løfte økonomisk, også fordi IF Midtdjurs ejer hallen, og underafdelingerne derfor skal betale for leje af den.

Sidste år blev det til 80.000 kroner.

»Det var noget man besluttede i Syddjurs for nogle år siden, men hvis du spørger mig, har det vist sig at være en ret dårlig idé, det der med, at vi selv ejer hallen.«

Udover loppemarkederne, så laver foreningen også mange andre aktiviteter. Hoppelørdag og familiefredag, for der må også godt være arrangementer, som ikke som sådan har noget med håndbold at gøre.

»Det tiltrækker mange mennesker, som får en tilknytning til klubben, og det er jo skønt. Heldigvis er der rigtigt mange, der er klar til at give en hånd med. Det betyder også, at jeg indimellem får tid til at være derhjemme,« griner Muddi Nielsen, der arbejder som privat dagplejemor minimum 40 timer om ugen.

Loppemarkedet løser altså ikke alle de økonomiske udfodringer, men Muddi Nielsen er fortrøstningsfuld.

»Vi finder selvfølgelig på noget. Det er i hvert fald ikke ideer, der mangler, og heldigvis heller ikke hænder eller medlemmer,« afslutter hun.