Fortsæt til indhold

Flere unge brokkede sig - men kun 17 ud af 71 elever på to årgange bruger ungdomsklubben

Kun 17 ud af 71 elever fra 8. og 9. klasserne er medlem af ungdomsklubben i Ebeltoft. Det er ærgerligt, mener lokalpolitiker, mens UngSyddjurs garanterer, at de hver dag arbejder på at vende kulturen

Byrummet
Clara OvergaardFolkeskolepraktikant, 8. kl., Rosmus Skole
Anne Frank Henriksenanne.henriksen@lokalavisen.dk

For nylig kunne vi her i avisen fortælle, hvordan en gruppe unge fra Ebeltoft oplever, at de mangler et sted at være i fritiden.

Det drejer sig især om elever fra 8. klasse, som ikke synes, at Ung Syddjurs’ tilbud i byens ungdomsklub er noget for dem.

Tilbuddet gælder fra 7. klasse, og det gør, at nogle af de unge, der går i 8. og 9. klasse, oplever, at de interesse- og aldersmæssigt befinder sig langt fra de 6.- og 7. klasser, der også kommer i klubben.

De har forsøgt at opsøge andre steder, for eksempel biblioteket på Maltfabrikken.

Problemet er der desværre, at de unge skal være stille.

Unge mennesker, der gerne vil sidde og have det hyggeligt, sidder ikke altid og er stille og hygger.

De har også opsøgt idrætscentret, men her er der, som det ser ud lige nu, heller ikke rigtigt plads, da elever fra 9. klasserne har ’overtaget’ stedet, så der ikke rigtigt er plads til dem.

Så nu er 8. klasserne i et dilemma. Hvor skal de være ?

Alt for få

Lige nu er der i alt tilmeldt 17 elever ud af 45 fra 8. klasserne på Ebeltoft Skole. Ingen af de 31 elever i 9. klasse er tilmeldt.

Det betyder, at kun 17 ud af 71 elever fra de to årgange går i ungdomsklub i Ebeltoft.

»I forhold til tallene, så er det korrekt, at vi ikke har fat i alle 9. klasserne, og vi er enige om at der er plads til mange flere unge i klubben i Ebeltoft. Det arbejder vi på hver eneste dag,« siger Søren Vig Berg, som er afdelingsleder i UngSyddjurs.

Han mener, det er en skam, at ikke flere 8. og 9. klasser benytter sig af tilbuddet.

»I den artikel, I bragte i avisen, drejede det sig om én bestemt mindre gruppe af de unge, som ikke synes, de har lyst til at være i klubben. Dem har vi prøvet at række ud til.«

Han fortæller i øvrigt, at han har givet gruppen et gyldent tilbud.

Nemlig at reservere overetagen i Ebeltoft Ungdomsklub til dem. Selvfølgelig under opsyn af personalet.

»De har desværre ikke reageret på tilbuddet. Vi har de fedeste rum i klubben i Ebeltoft, og vi arbejder hver dag på, at de unge har medejerskab og er med til at udvikle kulturen i klubben.«

Fra Ung Syddjurs’ ledelse lyder det, at klubben i Ebeltoft har meget høj prioritet, og særligt siden december er der blevet sat ekstra ressourcer på.

Som den eneste klub i Syddjurs har den nu en medarbejder ansat på fuld tid.

Heine Skovbak Iversen mener, det er ærgerligt, at Ebeltoft ungdomsklub ikke bliver brugt nok, men har svært ved at pege på den præcise årsag. Nu vil han tage en snak med de unge, der efterlyser et sted at være i deres fritid. Pressefoto

Skærm eller kultur?

Heine Skovbak Iversen (R) som er formand for Kultur-, Fritids -, og Landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune og selv bor i Ebeltoft, er optaget af problemet med få medlemmer i klubben.

»Jeg synes simpelthen, det er ærgerligt, at Ebeltoft ungdomsklub ikke bliver brugt nok.«

Avisen har spurgt ham, hvorfor han tror, at 8. og 9. klasserne ikke gider at komme i ungdomsklub.

»Måske er der opstået en uheldig kultur omkring klubben, hvor de ikke synes, det er fedt og sjovt at komme der. Det er svært at sige hvorfor, men jeg kan konstatere, at klubberne fungerer bedre andre steder i kommunen, hvor de unge er gode til at være sammen på tværs af alder. Det er der ikke så stor tradition for lige nu i Ebeltoft, men det håber vi jo, ændrer sig.«

Ebeltoft er en af Syddjurs største byer, så selvfølgelig er der også masser af unge, men tilsyneladende fravælger de Ebeltofts ungdomsklub, fortæller Heine Skovbak Iversen.

Han peger på, at skærmen måske kan være en meget stor del af det sociale problem, især blandt pigerne i Syddjurs.

Han fortæller, at en undersøgelse lavet af SSP i Syddjurs viser, at hver tredje pige i 9. klasse bruger mere end 37 timer i ugen på deres telefon og opfordrer forældrene til at få de unge ud af deres værelser.

»Få dem i ungdomsklubber og få dem ud af deres værelser, så de ikke sidder alene i et fællesskab, der udelukkende er digitalt.«

Heine Skovbak Iversen vil række ud til gruppen af unge i Ebeltoft, der synes de mangler et sted at være for at se, om de på den måde kan finde en løsning på problemet.

»Det lyder som en god idé, og vi lægger meget gerne lokaler til,« lyder det fra Søren Vig Berg.