Fortsæt til indhold

Nu får børnene deres egen havn

Aarhus Lystbådehavn kan nu igangsætte arbejdet med etableringen af Børnenes Havn. Det sker takket være en donation på én million kroner fra Nordea-fonden. Tilsvarende bidrager Kultur og Borgerservice med 800.000 kroner.

Byrummet
ksa

Arbejdet med Børnenes Havn på Aarhus Lystbådehavns vestside påbegyndes i år. Det står klart, efter Nordea-fonden via puljen for Naturens Mødesteder har doneret en million kroner målrettet havneprojektet for de mindste.

»Jeg er utroligt taknemmelig for, at dette vigtige arbejde nu kan begynde. Med Børnenes Havn ønsker vi at skabe et fantastisk og trygt fællesskab for de yngste på børnenes egne præmisser. Her kan institutioner, skoler og familier tage ud og opleve naturen samt spændende vandaktiviteter i Aarhus Bugtens smukke rammer. Børn, der forstår og kender naturen, passer også bedre på den og derfor er indsatsen vigtig på mange planer,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV) i en pressemeddelelse.

Børnenes Havn skal placeres på det kommende ’Den Blå Foreningsø’, som etableres på Aarhus Lystbådehavns vestside langs Fiskerivej mellem den gamle mole og Træskibshavnen.

Børnenes Havn-projektet, som Nordea-fonden støtter, igangsættes i 2025. Her vil aarhusianere og byens gæster kunne se frem til et attraktivt og varieret vandsportsmiljø, hvor der altså er tænkt på alle aldersgrupper.

»Denne donation vil gøre en verden til forskel for Børnenes Havn-projektet og vores vision om at skabe en attraktiv destination med maritime aktivitetsområder målrettet børn fra 0 til 10 år på Aarhus Lystbådehavn. Anlæggelsen af et fyrtårn, krabbebro og master med sejl på Den Blå Foreningsø vil både imødekomme eksisterende brugeres ønsker og tiltrække helt nye brugere,« siger Thomas Krüger Bergstrand, havnemester på Aarhus Lystbådehavn.

Hos Nordea-fonden er man glad for at kunne støtte et projekt som Børnenes Havn. Det er således en del af formålet bag puljen for Naturens Mødesteder, at flere skal have adgang til gode naturoplevelser uanset forudsætninger.