Talenter fra kendte Aarhus-restauranter kåret til de bedste i Europa
Forleden strøg Augusta Lynge Jensen fra Restaurant Domestic og Kasper Zacho fra Restaurant Hærværk til tops til Euroskills.
For nylig dannede Herning rammerne om det store event Euroskills, hvor 600 talentfulde unge fagelever og fagudlærte under 25 år dystede om at være Europas bedste inden for deres fag.
Hele 38 fag var repræsenteret og konkurrerede om alt fra at være den bedste SOSU til at være den bedste murer.
Også flere restaurationsfag var repræsenteret, og det blev til stor hæder for to aarhusianske talenter.
Kokkeeleven Kasper Zacho vandt sølvmedalje og blev dermed Europas næstbedste kokkeelev, og den udlærte Augusta Lynge Jensen vandt ligeledes sølv og blev kåret til Europas næstbedste unge tjener.
Kasper Zacho, som til daglig er kokkelev på Restaurant Hærværk i Aarhus, var ikke overraskende en glad mand efter konkurrencen:
»Det var en helt vildt fantastisk oplevelse. Konkurrencen var hård, og det var nogle lange dage, men alt gik som det skulle, og det var en vanvittig oplevelse at repræsentere Danmark,« fortæller han i en pressemeddelelse.
Augusta Lynge Jensen, som til daglig er udlært tjener på Restaurant Domestic, var naturligvis også meget stolt over resultatet:
»At få den anerkendelse efter lang tids arbejde gjorde det hele værd. Der er lagt mange timer i sådan en konkurrence, og jeg er sindssygt stolt over mit resultat. Og så er det bare fedt, at der er sådan en konkurrence, som hylder mit fag. Et fag, som jeg synes godt kan blive lidt glemt,« siger Augusta Lynge Jensen.