Måtte holde i kø i halvanden time: Nu er der godt nyt
Trafikken på Havnegade og Nørreport blev onsdag morgen præget af kø, men kommunen forventer, at forholdene bliver normale igen torsdag.
Hvis du var en af de uheldige bilister, der sad i kø på Havnegade i op mod halvanden time i morges. Så er der godt nyt.
Vejarbejdet på Havnegade ventes efter planen at være færdigt i morgen, torsdag, klokken 06.00.
Det oplyser Ebbe Hjorth, der er trafikkoordinator ved Aarhus Kommune.
»Munck Forsyningsledninger er i gang med at nedlægge en brønd på Havnegade for Kredsløb. Det har resulteret i, at man desværre har måtte indsætte et midlertidigt lyskryds, hvilket har skabt en del kødannelse,« siger han.
Længere oppe ad vejen ved Nørreportkrydset ser det anderledes ud.
Her er Munck Forsyningsledninger i gang med at etablere en ny vandledning for Aarhus Vand.
»Det skaber en indsnævring fra tre vognbaner til to frem mod krydset ved Kystvejen.«
Det arbejde ventes at være færdigt fredag den 14. august.