Verdensberømt symfoniorkester kommer til Aarhus
Legendariske filharmonikere fra Berlin giver til november for første gang nogensinde koncert i Musikhuset Aarhus.
Et af verdens allerfineste orkestre kan 16. november kl. 20 for første gang opleves i Symfonisk sal i Musikhuset Aarhus.
Berliner Philharmoniker har siden begyndelsen i 1882 begejstret verden med klassisk musik fra øverste hylde.
Berliner Philharmoniker er et af de bedste symfoniorkestre i verden. Der er megahøjt niveau på alle pladser.Jeppe Uggerhøj, Musikhusets kunstneriske chef
»Berliner Philharmoniker er et af de bedste symfoniorkestre i verden. Der er megahøjt niveau på alle pladser. Og så er jeg fuld af respekt for institutionen. Filharmonikerne er både kulturbærende i traditionel forstand og samtidig helt fremme i skoene, når det gælder ny, digital formidling. Der venter publikum en helt ekstraordinær oplevelse i Musikhuset,« siger Jeppe Uggerhøj, der er Musikhusets kunstneriske chef, i en pressemeddelelse.
Med stjernedirigenten Kirill Petrenko i spidsen kan publikum glæde sig til at høre Felix Mendelssohns 3. symfoni og Dmitri Sjostakovitjs 10. symfoni.
Stjerner på stribe
Berliner Philharmoniker er et af flere klassiske verdensnavne, der kommer til Aarhus. Gæster i Musikhuset kan til oktober opleve stjernesopranen Sonya Yoncheva i selskab med Aarhus Symfoniorkester. Til februar næste år træder en af vor tids allerstørste operastjerner op på scenen i Symfonisk sal. Her giver Anna Netrebko koncert sammen med sin husbond, tenoren Yusif Eyvasov. Igen i selskab med Aarhus Symfoniorkester. Året efter er det mezzosopranen Cecilia Bartolis tur til at begejstre i Aarhus. Med på scenen har verdensstjernen sit eget orkester Les Musiciens du Prince-Monaco, som er et af Europas førende barokensembler.
Billetter på musikhusetaarhus.dk