Philip er et nyt navn på scenen
Et talent som sangskriver og soloartist er i Pavillonen lørdag.
Philip er et nyt navn i den danske musikbranche og han går på scenen i Kulturhuset Pavillonen lørdag 2. april klokken 20.
Bag kunstnernavnet Philip finder man den 22-årige sanger og sangskriver Philip Bæk Hedegaard, som efter mange år med en guitar i hånden er sprunget ud som sangskriver og soloartist.
Philip udforsker den moderne og strømlinede pop-lyd i kombination med organiske elementer. Med et tekstunivers, der tager afsæt i ungdommens usikkerheder og store følelser – og en legende tilgang til komposition - eksperimenteres der med at underbygge stemninger og kommunikere ærlige og stærke budskaber ud.
Philip Hedegaard fik sin første guitar da han var 13, men har de seneste år fokuseret mere på sangskrivning, dog stadig med guitaren som sit uundværlige redskab. Med et eftertænksomt og selvreflekterende tekstunivers spiller han melodiøs popmusik.
I 2021 udgav han sine to første singler, og påbegynder i 2022 et nyt kapitel med singlen ”The Only Thing on My Mind”, som udkom i januar, og er første single fra en kommende EP.