Fortsæt til indhold

550 glade unge mennesker back on Track

12. udgave af det populære musikarrangement i UngNorddjurs. Men der var også andre aktiviteter.

Musik

Lørdag 9. april åbnede UngNorddjurs dørene til den 12. udgave af musik og kultur eventen Track på Åboulevarden i Grenaa. Efter et par trange år med corona, blev Track for alvor skudt i gang igen, da godt 550 glade unge mennesker mødte op. Og de var kommet for at feste.

Præcis klokken 14 gik dørene op, og de unge mennesker væltede ind, så der var travlhed ved indgangen og i garderoben allerede fra start. Rundt på matriklen kunne de unge prøve kræfter med en række forskellige aktiviteter og workshops. For eksempel kunne de være med til at designe et Escape Room. De kunne prøve kræfter med en ”percussion og fede rytmer” workshop eller producere musik i den elektroniske musikworkshop. Desuden var det muligt at give den gas med bumperballs, bungeerun, rodeo tyr, fald-i-vand-maskine eller bliver malet i hovedet i UV værkstedet.

Et af de helt store omdrejningspunkter i projektet er musik, så i løbet af eftermiddagen blev der afviklet musik fra to scener. Her var der sørget for de bedste betingelser for at de unge der stod på scenerne fik sig en god oplevelse, da det måske for nogens vedkommende var første gang de stod på en scene. Det var lokale ungdoms-acts fra Norddjurs Friskole, Femmøller Efterskole, UngSyddjurs og UngNorddjurs, der fyldte eftermiddagsprogrammet. Derudover var der hyret professionelle bands ind, i form af de lokale Brothers Moving og Kiosk.

Delt i to

Om aftenen opdeltes festen aldersmæssigt i to. Juniorklub børnene (4. – 6. klasse) festede videre for sig selv indtil klokken 20 i den ene afdeling. Her sørgede Mason J. og DJ Julie for topunderholdning, så det var nogle glade og trætte børn, der var klar til afhentning, da deres del af festen sluttede. Sideløbende fortsatte 7. klasserne og opefter indtil midnat i den anden afdeling. Her fik Tessa, TopGunn, Kelde og Thams for alvor skudt gang i festen, der forløb lige som den skulle, med fantastisk stemning.

Selve afviklingsdagen er kulminationen på mange måneders forberedelse. Siden efteråret 2021 har en gruppe unge mødtes jævnligt for at planlægge alt indhold til dagen. Denne ungegruppe består af unge fra UngNorddjurs´ klubber og af 9. klasses unge fra Søndre Skole i Grenaa, der har mulighed for at vælge Track som et valgfag i skolen. Sammen har de stået for at udvælge workshops, aktiviteter og artister. PR og marketing har også fyldt en del, og de unge har styret Track´s Facebookside, Instagram og Tiktok, for at skabe opmærksomhed omkring projektet.

Et par af de unge har udtalt følgende om det at være med i planlægningen af Track:

”Det er fedt at bruge fantasien meget”. Sofia fra Track valgfaget.

”Det har været lærerigt i forhold til planlægningen af events”. Tilde fra Track valgfaget.

”Det er godt med et nyt fællesskab og at være sammen med andre mennesker”. Frida fra Track klubholdet.

Søsat i 2011

Projektet Track blev søsat i 2011 og har gennem alle årene været præget af en stor del ungeinvolvering. Det er de unge der skal skabe indhold til Track, og gennem planlægningsprocessen skal de prøve kræfter med forskellige elementer i det at forberede og opstille en event for 500 – 600 mennesker.

Af de 550 unge var størstedelen fra Norddjurs. Men også Syddjurs var flot repræsenteret og det samme var unge fra Skive, Aalborg og Sønderborg.

Samarbejdspartnere var Statens Kunstfond, Ungdomsringen, Nyhuus Elteknik, Murerfirmaet Rasmus Jakobsen, Malerfirmaet Tipsmark, Grenaa Slagtehus og FriskFisken.