Rå rock med Rival Sons
De dobbelte Grammy-nominerede Rival Sons vender tilbage til Europa for første gang i over to år og rammer Train 8. juni.
Det kræver massivt talent at lave rock, der lever op til old school-rock legender som Led Zeppelin, Rolling Stones og The Doors. Amerikanske Rival Sons hylder alle kæmperne i deres retrounivers, men fornyer også genren med et skud vital modernitet. Og når selveste Jimmy Page har anerkendt deres talent, så er man ikke i tvivl om, at Rival Sons kan levere varen, lyder det i en pressemeddelelse fra Train.
Bandets seneste album “Feral Roots” indkasserede en 2020 Grammy Award nominering for Best Rock Album, mens singlen “Too Bad” blev nomineret i kategorien Best Rock Performance. Albummet banede en ny vej for Rival Sons, der ramte #1 på Rock Radio med singlen “Do Your Worst” – bandets første topplacering på en hitliste, og som medførte over 40 millioner streams. Rival Sons leverede en elektrisk optræden i The Late Late Show med James Cordon til stor positiv kritik fra Billboard, Rolling Stone og mange flere.
Rival Sons startede i Californien i 2009 og kommer med en klassisk men unik blues/ rock-sound, som drager inspiration fra 60’erne og 70’ernes største acts. Med det solide bagkatalog, inklusiv flere albumudgivelser, kombineret med en masse live-erfaring som support-act for blandet andet Black Sabbath, AC/DC og Kiss, bliver det utvivlsomt en aften med rock af allerhøjeste kvalitet.
Til koncerten vil Rival Sons fejre 10-året for albummet “Pressure & Time” fra 2011 med en specialudgave af albummet, der udgives på deres eget label Sacred Tongue Recordings.