Fortsæt til indhold

Kom med ind i komponistens værksted

Jesper Gottlieb fortæller om sin musik ved et foredrag- og sangarrangement i Johanneskirkens sognegård.

Musik
gs

Torsdag 19. januar kl. 19.30 er der foredrag- og sangarrangement i Johanneskirkens sognegård med komponisten Jesper Gottlieb, der vil fortælle om sin musik, om sit forhold til fællessang generelt, om ’den gode melodi’ og meget mere.

Undervejs vil forsamlingen sammen synge forskellige udpluk fra hans store produktion af salme- og sangmelodier – med særligt fokus på hans bidrag til 100 Salmer og Højskolesangbogen.

Salmer, rim og digte

Igennem de sidste 15-20 år har Jesper Gottlieb været en af landets flittigste salme- og fællessangskomponister. Han har især bidraget med utallige melodier til nye salmer af Simon Grotrian, Iben Krogsdal og Lisbeth Smedegaard Andersen og er blandt andet repræsenteret med otte melodier i salmebogstillægget 100 Salmer.

Udover kirkemusikken og en masse sange og salmer i diverse sangbøger har Jesper Gottlieb også udgivet flere egne fællessangsbøger til børn og voksne, hvor han blandt andet har sat musik til Halfdan Rasmussens vers og rim og Tove Ditlevsens digte.

Der er ingen tilmelding. Entré 30 kr.