Nu gør de det igen: Synger 135 sange på 13 timer
Det er ikke første gang men alligevel imponerende: Maratonsang på Dokk1. Alle kan være med.
Maratonsang er en lang dag, hvor man synger sig igennem Højskolesangbogen fra kl. 8.25 til 21.30.
Hvert af sangbogens afsnit indledes af en person med kærlighed til fællessangen og ved klaveret sidder særdeles kompetente akkompagnatører. Der er også rig lejlighed til at ønske fra de enkelte afsnit, ligesom der er en hel time, hvor man kan ønske fra hele bogen.
»Og sangen er fantastisk. Den nye højskolesangbog er blevet folkeeje og vi oplever, at de mennesker der kommer og synger, virkelig holder af det. Vi har hver måned fællessang i Kulturhus Bunkeren, og ind imellem er taget altså ved at løfte sig,« siger Louis Mogensen, der organiserer det hele sammen med Steffen Jonassen og Jesper Moesbøl, i en pressemeddelelse.
Det er FO-Aarhus, der står bag det hele og foruden at skabe sangglæde, tjener sangaftenerne også det formål at aktivere borgere på kanten af arbejdsmarkedet, da der serveres mad til de månedlige arrangementer. Det er produceret af Øens Madhus og det er Skejby Rangers, der står for den praktiske afvikling.
Nye sange er et hit
Maratonsang på Dokk1 er gratis og efter pandemiens afslutning kommer der igen et par tusinde mennesker forbi i løbet af dagen. Mange deltager i det hele og når at synge de ca. 135 sange, man kan nå.
»Den nye Højskolesangbog er er hit og temmelig anderledes end den tidligere. Vi mærker, at folk holder meget af de nye og temmelig eftertænksomme sange samt de helt nye melodier. Der er lidt længere imellem ønsker om de pop-hits der løftede den forrige udgave, selvom de selvfølgelig også er velkomne,« siger Louis Mogensen.
Alle de medvirkende gør det for sangens skyld, og da Dokk1 er medarrangør, er der kun udgifter til nogle kopier samt kaffe til de medvirkende.
9. juni Maratonsang i Aarhus på Dokk1.