Fortsæt til indhold

DMA-vinder debuterer med jazzalbum

Loveless’ nye projekt er hans roste debut ud i jazz-universet.

Musik
gs

Det begyndte ved en tilfældighed. Sangeren James Loveless - blandt andet kendt fra DMA-vindende Shades of Blue og optrædener med sønnen, Shaka Loveless - var som gæstesolist på job med HP Lange Band, og ved lydprøven sang han – helt uden for repertoire – ‘God Bless the Child’.

Bag ham på scenen sad trommeslager Jens Kristian Dam, der aldrig havde hørt Loveless synge andet end blues. Smilet blev bredere og bredere jo længere a cappella versionen af den gamle jazzballade skred frem. Efterfølgende var meldingen fra trommeslageren klar og insisterende: »Vi skal lave et jazzband sammen!«

Bredt vingefang

Kort tid efter var Loveless Blue Jazz Quintet en realitet. Et dedikeret hold med bredt musikalsk vingefang og musikere fra blandt andet Gnags, Mike Andersen Band, Lilholt Band og Bourbon Street Jazzband. Kvintetten havde sin debut i vinteren ’19/’20 med tre udsolgte og anmelderroste koncerter.

Så kom Corona. Med alt, hvad dertil hørte af lock down og aflysninger på stribe.

Alt det er heldigvis en saga blot, og bandet spiller nu koncerter over hele landet. Modtagelsen af Aarhus-gruppen har været utrolig varm og overvældende. For eksempel i forbindelse med Aarhus Jazz Festival, hvor skudsmålet efter koncert lød:

»Det er en fantastisk blanding af nærværende og smukt serverede klassikere tilsat veloplagt eksplosivitet, når James Loveless går på scenen med sin nye Loveless Blue Jazz Quintet.”(JazzLive).

Loveless Blue Jazz Quintet er utrolig stolt af nu at kunne præsentere sit selvbetitlede debut-album. Albummet er en liveindspilning fra en varm aften på Casa V58 og giver en god fornemmelse af, hvad der musikalsk er på spil, når orkestret går på scenen.

Man kan for eksempel lytte til en helt særlig fortolkning af den gamle spiritual ‘Wade in the Water’. Eller til en hudløs udgave af klassikeren ‘Georgia om My Mind’. Eller hør ’God Bless the Child’ – sangen, som startede det hele, opfordrer James Loveless i en pressemeddelelse.