Christopher på verdensturné: Her spiller han i Aarhus
Christopher gæster den største indendørs arena i Aarhus i forbindelse med en stor anlagt verdensturné.
Den danske popstjerne Christopher skal på verdensturné, og i den forbindelse spiller han også i Aarhus.
Verdensturnéen begynder i næste måned i New York og slutter i København til næste år.
Det har Christopher netop offentliggjort på Facebook.
Her skriver han:
»Venner, det her bliver vildt! Som i måske ved skal vi på verdens tour, det er rimelig vildt at sige højt. Jeg forstår det ikke engang selv, men det skal jeg, og det er på grund af jer, som der har været der fra day one og derfor slutter vi touren af i DK!! Hvor VI spiller Royal Arena og Djurslands Bank Arena sammen med JER!!
Det bliver de eneste koncerter jeg spiller i Danmark I 2024 og samtid de største koncerter i min karriere!!
OG DERFOR er det mega vigtigt at i kommer og synger sammen med os!! Tak for jer.«
Koncerten i Aarhus kommer til at foregå i Djurslands Bank Arena, der ligger ved siden af Ceres Park.
Det sker 21. september i 2024, og inden da skal den 31-årige Christopher rundt i lande som USA, Kina, Brasilien, Argentina, Chile og Mexico på turneén, som er opkaldt efter hans Netflix-film ’A Beautiful Life’.
En film, der er instrueret af den Aarhus-bosiddende Mehdi Avaz. En stor del af filmen er optaget på træskibshavnen, i Ceresbyen, i en stor villa i Risskov og på Smukfest.
Billetsalget er skudt i gang.