Fortsæt til indhold

Aarhus Symfoniorkester ansætter orkesterchef

Martin Reinhardt kommer fra en baggrund som basbasunist i Staatskapelle Berlin og Copenhagen Phil. Fra 1. januar 2024 bliver han orkesterchef i Aarhus Symfoniorkester.

Musik
ksa

Det er en erfaren orkestermusiker, en dreven organisator og en skarp kulturpolitisk hjerne, der fra januar 2024 kommer til at stå i spidsen for orkestermusikerne i Aarhus Symfoniorkester.

»Jeg har fulgt Aarhus Symfoniorkesters udvikling tæt over de seneste år, hvor især det innovative arbejde med publikumsudvikling og den musikalske fødekæde har imponeret mig. Jeg er taknemmelig for at få muligheden for at være med til at forme Aarhus Symfoniorkesters fremtid, og jeg glæder mig til lære musikerne i Aarhus at kende,« siger Martin Reinhardt i en pressemeddelelse.

Han kommer fra en baggrund som basbasunist i Staatskapelle Berlin og Copenhagen Phil. Fra 1. januar 2024 bliver han orkesterchef i Aarhus Symfoniorkester

Stillingen som orkesterchef er ny i Aarhus Symfoniorkester, hvor ledelsen tidligere har været sammensat af en musikchef og en administrationschef. I den nye konstellation er musikchefen stadig øverste leder med personaleansvar for det teknisk-administrative personale, mens orkesterchefen vil varetage personaleledelse og udvikling af orkestrets musikere.

Musikchef Jesper Nordin er tilfreds:

»Martin Reinhardt er den ideelle kandidat til at varetage både musikernes og orkestrets fortsatte velbefindende og udvikling. Han er tillidsvækkende og højt respekteret som musikerkollega og formand. Han besidder en enorm faglig og organisatorisk indsigt på lige netop vores område – og som kulturpolitisk forkæmper har hans indsats blandt andet været stærkt medvirkende til at sikre overlevelsen og fremtiden for vores kollegaer i Copenhagen Phil. At han derudover er en venlig og velovervejet person, gør bare, at jeg glæder mig til at byde Martin velkommen i Aarhus,« siger han.