Fortsæt til indhold

Aarhus-trio er på vej mod det ukendte

Vestbo Trio beskriver rejsen ad ukendte stier på nyt album, der kan opleves på Fikumdik.

Musik

Vestbo Trio lader kreativiteten få frit spil på “Out of Place”, trioens 7. album. Med “Out of Place” betræder Vestbo Trio nye stier, med helt nyt materiale, indspillet på en unik location, og med udvidet besætning.

Det udkommer 19. januar og 20. januar spiller trioen releasekoncert på kaffebaren Fikumdik i den tidligere Falckgården ved Søren Frichs Vej.

“Out of Place” tager lytteren med på en sonisk rejse, hvor intet er helt, som det plejer at være.

At føle sig malplaceret vil være en velkendt følelse for mange. Følelsen af, at man burde have styr på det, og at det kører derudad for alle de andre, kan være overvældende og kan få nogle til at tro, at de er på afveje. Men det er de ikke nødvendigvis. Følelsen af at være på vej hen imod noget, man endnu ikke er helt sikker på, hvad er, løber som en rød tråd igennem albummet.

Albummet er indspillet på Skive Theater. Foto: Martin Dam Kristensen

Ved at slippe kontrollen har Vestbo Trio skabt et nyt album, som emmer af håb, kreativitet og appetit på livet og musikken. Og som minder os om, at vi godt kan være på rette vej, selvom det ikke altid føles sådan.

“Out of Place” er indspillet i den smukke teatersal på Skive Theater. Albummet indeholder både fri improvisation, groovy jam-forløb, og fælles komposition.

Musikken er skabt på stedet af trioen sammen med producer Dennis Ahlgren og bassist Mathias Gregersen, som begge medvirker på albummet. Albummets artwork tilføjer dragende elementer, mystiske tracktitler og elementer, der ikke helt passer ind.