Døde og blev genoplivet: Nu giver han sine sidste koncerter
Uso giver sine uigenkaldeligt sidste fire koncerter i blandt andet hjembyen.
Så er det altså nu. Muligheden kommer ganske enkelt ikke igen. Uso har leveret hits på hits i mere end 20 år, men nu takker han af med fire afskedskoncerter.
De kommer til at foregå i Danmarks fire største byer og bliver kulminationen på hans sidste album nogensinde.
Det skriver VoxHall i en pressemeddelelse.
Afskedskoncerterne kommer efter, at Uso under et velgørenhedsløb for to år siden faldt om med hjertestop og erklæret klinisk død.
»Takket være den person, som fandt mig, de seje ambulancefolk og de dygtige og fantastiske læger, sygeplejersker og personale på Rigshospitalets hjerteafdeling, som dagligt passede på mig sammen med min familie og venner, er jeg i live i dag,« skrev han efterfølgende på Instagram.
Måneder efter vendte han tilbage med ny musik, men har altså valgt at annoncere sin afsked.
Her er hans besked til folket:
»Hej alle sammen. Det er med stor glæde, at jeg kan annoncere mine afskedskoncerter i forbindelse med mit sidste album. Jeg vil spille både nye og gamle numre, og alt derimellem, så vi kan afslutte eventyret med et brag! Selvom det er mine sidste koncerter, bliver det også et historisk højdepunkt i min musikalske karriere, da jeg ikke har spillet solokoncerter med band siden 2007. Dette markerer afslutningen på en lang og mindeværdig rejse, og jeg vil elske at fejre både livet og musikken sammen med jer.
Husk, der kommer ikke flere koncerter end dem, der er annonceret – udsolgt betyder udsolgt!
Der er ik’ nogen diskussion! For der er nemlig mødepligt. Vi ses på landevejen!«
Uso takker af på VoxHall 17. januar 2025.