International Women's Film Festival i Aarhus
Festivalen viser film fra hele verden og er en platform for kvinder til at fortælle deres egne historier.
International Women’s Film Festival, der i år holdes for første gang, foregår i dagene 2.-7. juli, hvor man vil få fremvist dokumentarer, spille- og kort-film. De vises på kvindemuseet, Køn.
Der vil være film for enhver smag. Og det er muligt for alle med film, som omhandler sport, kunst, venskab, aktivisme, lesbiske / queer liv, moderskab, kønsroller, religion og romantik, at være en del af denne festival, lyder det fra festivalens stifter og direktør Mazen Haj Kassem, der selv har en baggrund som skuespiller, instruktør og producer. Han er desuden leder af bl.a. Syriske filmdage festivalen i Danmark, Sverige og i Norge, Aarhus Arab film festival og Arab Women film festival i Danmark, Norge og Luxembourg.
Refleksion over ulighed
International Women´s Film Festival stræber efter at inspirere og give kommende generationer indblik i kvinders oplevelser og bidrag gennem filmkunst.
»Festivalen er ikke en traditionel festival. Den opfordrer både mænd og kvinder til kritisk at reflektere over ligheder og uligheder kønnene imellem. Det har vist sig, at der har været store opbakning af sådanne arrangementer, til den første udgave af Arab Women Film Festival, hvor der har været interesse i at vise diversiteten på en ny og anderledes måde,« siger Mazen Haj Kassem videre. Han ønsker, at festivalen skal være underholdende, informativ og give publikum mulighed for at lære mere om de vigtige emner, der påvirker og inspirerer kvinder.
Festivalen vil være vært for kvindelige filmskabere, hvor der vil være muligheder for at netværke, der vil være workshop for studerende og paneldiskussioner om kvindernes rolle i filmindustrien.
Under festivalen er det muligt at se film, som ofte kun kan ses til festivaler såsom Tribeca og Sundance.