Detaljen er vigtig: Hvor tidligt på året man kan lugte ramsløg i Risskov?

Seks børn, to fuldtidsjob, et stort hus med have. Der er sådan set nok at tage sig af.

Så når den 41-årige Dagmar Winther og den 49-årige Kenneth Degnbol endelig slapper af, begår de mord.

»Det er sundt at have en verden at forsvinde ind i, hvor man kan slippe alt det, man ellers gik og tænkte på,« smiler Dagmar Winther.

»For os er det en form for mindfulness, selv om det er hårdt arbejde.«

En landsbyhybrid

Sammen med sin mand har hun netop fået udgivet en krimi, ”Dømt”, der foregår i Roslinge på Djursland. Det er et til bogen opfundet sted – en lille by med vel et par tusinde indbyggere, på landet, men kun en halv times kørsel fra Aarhus. En hybrid af Thorsager, som de selv bor i, og andre små byer på Djursland som Mørke, Hornslet og Rønde.

»Det er lige præcis den størrelse by, hvor man kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvem hinanden er, og hvor der samtidig er lidt dynamik, nogle forretninger og nogen, der fylder – om det så er brugsuddeleren, boghandleren eller en vigtig familie. Der er mange af den slags landsbyer, hvor der er utroligt meget liv, som man ikke opdager, hvis man bare kører igennem,« mener de og nævner Thorsager som eksempel.

»Der bor godt og vel 2.000 indbyggere, der er skole til 6. klasse, kirke, forsamlingshus, fællesspisning, forskellige foreninger – vi har f.eks. køer sammen med 14 andre.«

Veneration for landsbyer

De betegner Djursland som et farverigt sted med både dyre og billige huse, kollektiver, kunstgallerier og baggårde a la slum. Selv bor de downtown Thorsager i en tidligere smedje lige over for det tidligere andelsmejeri og med marker og udsigt til den anden side.

»Vi tror, at vores læsere godt kan lide, at vi beskriver det lille samfund indefra uden fordomme og karikaturer. Vi lever der selv og har meget stor veneration for små samfund,« siger de.

»Der er meget på spil i sådan en landsby, fordi det er så sårbart – enten bliver det en soveby, der dør hen, eller også bliver det en by med et godt fællesskab.«

Det er også noget af det, de vil fortælle i deres krimi, der er den anden fra deres hånd.

”Dømt” handler om en idyllisk landsby, hvor alt slår revner, da en drabsdømt mand bliver frikendt og flytter til netop denne lille plet på Djurslands-kortet for at starte på en frisk sammen med sin kæreste, som han har mødt, mens han sad i fængslet.

Meget på spil

Snart sker der endnu et mord.

»Vi vil gerne fortælle, at der er meget på spil i sådan en lille by. Det er ikke ligegyldigt, hvem der flytter til,« fortæller Kenneth Degnbol.

»Der er forskellige reaktionsmønstre i landsbyen – nogle reagerer med bål og brand, andre med forbrødring, og så er der dem, der er optaget af, hvad det betyder for huspriserne. Derfra udvikler historien sig med alle sine personkarakteristikker. Det bliver komplekst, for der er mange narrativer i spil.«

Hans kone er enig:

»Skæbner er flettet rigtigt meget sammen i små samfund.«

Afsæt i en konkurrence

Det er lidt ligesom deres egne skæbner blev det. De to mødtes, da de begge var ansat på Rønde Højskole, hvor Dagmar Winther underviste – og stadig underviser – i journalistik, Kenneth Degnbol i musik og filosofi.

Han er siden blevet forstander på Kalø Højskole godt og vel et stenkast fra sin tidligere arbejdsplads. Med i deres fællesskab hører seks børn fra 3 til 20 år – de to mindste på tre og seks år har de sammen.

Deres vej ind i krimigenren startede, inden de overhovedet blev kærester. Dagmar Winther løftede sløret for en drøm om at skrive en roman, og Kenneth Degnbol erklærede med det samme, at han gerne ville være medforfatter.

Det hele tog afsæt i en krimikonkurrence i dagbladet Politiken i 2012.

»Vi begyndte at udvikle ideer og tegne et plot op. Vi tog det ikke så tungt – det var bare sjovt at udvikle på og arbejde med. Men det blev til en kriminalroman, ”Forkynderen”, som vi sendte ind til konkurrencen, hvor den klarede sig okay,« fortæller Dagmar Winther.

»Vi tænkte, at den måtte kunne noget og forsøgte uden held at finde et forlag, der ville udgive den. Så oversatte jeg synopsen og et par kapitler til engelsk og sendte det til nogle engelske agenter.

Det lykkedes. I 2013 fik vi en agent, fantastiske Ali Gunn, og så rullede det. Hun fik os ind hos forlaget Little, Brown and Company, og i dag er ”The Preacher” udkommet i 11 lande, bl.a. også Japan, og har alene i England solgt 8-10.000 eksemplarer. Det var en kæmpefantastisk start for os som forfattere.«

Alt er tegnet op

Kun en kamel måtte de sluge: De skulle udgive bogen under et pseudonym.

»Dengang kunne man ikke være et forfatterpar, så vi skulle have et navn, og det blev Sander Jakobsen, for de syntes, at det lød supernordisk, lækkert og vikingeagtigt. Det skulle også være et mandenavn – kvindenavne solgte ikke, mente de, for det var sådan noget menstruationsagtigt noget,« fortæller de.

”Forkynderen”, som også er udkommet på dansk, foregik i Roslinge, samme sted som ”Dømt”. Personerne går igen: Kriminalkommissær Thea Krogh fra Østjyllands Politi og den lokale præst Thorkild Christensen blandt flere andre.

De har lært meget af at skrive den første.

»Vi er blevet meget aktivt planlæggende med plotkort og det stor overblik. Vi har udviklet hele persongalleriet og ved, hvordan de alle ser ud, og hvilke relationer har de til hinanden. Vi har også tegnet byen op på et kort. Man er nødt til at lave det fulde landskab, hvis man vil portrættere et lille samfund,« siger Kenneth Degnbol.

De har fundet ud af endnu en ting: Krimilæsere er grundige, og de tjekker somme tider det, de læser.

»Detaljen er vigtig. Vores nye bog er skrevet over et stykke tid, men så kom coronapandemien. Så blev vi enige om, at den skulle finde sted inden, altså i foråret 2019. Så skal vi have styr på, hvornår fastelavn og påske faldt det år. Og på hvor tidligt på året man kan lugte ramsløg i Risskov? Kan man køre fra Horsens til Aarhus på en halv time? Ja sagde vi, nej sagde vores redaktør, så vi ændrede det til 40 minutter.«

Samarbejdet

De fandt også ud af, hvordan de bedst arbejder sammen.

»Vi snakker kapitlerne igennem og ser, hvem der har energi på hvad. Vi skiftes til at skrive et kapitel, og når den ene har skrevet, går den anden det igennem. Vi er begge inde over det hele, for man skal som læser ikke kunne se, hvem der har skrevet det. Stilen skal være den samme. Det skal virke helstøbt,« siger de og uddyber, at man aldrig kan lægge plottet helt fast.

»Det er meget tankevækkende. Ligegyldigt hvor godt man har tænkt persongalleriet igennem forinden, bliver det først til mennesker af kød og blod, når man går i gang med at skrive. Selv om man har tænkt, at præsten skulle agere på en bestemt måde i kapital 50, kan man sagtens komme frem til, at det ikke går, fordi karakteren har udviklet sig i en anden retning,« siger Kenneth Degnbol.

Hele tiden tænker de på, om der er noget, der kunne være anderledes.

»Det hele skal trække med i den fælles fortælling. Man skal stille sig selv og hinanden mange spørgsmål undervejs: Hvad er den persons næste logiske handling,« mener Dagmar Winther.

Blodet drypper ikke fra siderne i deres krimier.

»Vi vil også gerne have, at det er realistisk. Der er en masse eksistentielt omkring det, at et liv slutter, og der ovenikøbet er en forbrydelse forbundet med det. Skyld, angst, tab og kærlighed, og hvordan kommer man videre og derfra,« mener de.

»Det store tema, som vi håber springer i øjnene, er, at kærligheden, som vi har med i mange udgaver, har det bedst med nogle rammer.«

Næste bog er i idefasen og kan med god vilje udkomme i 2023 eller 2024. Der er plads til flere mordgåder i Roslinge.