Carsten Jensen kommer til litterær klimamarch i Aarhus
Den går fra Godsbanen til Dokk1 og blandt andre vil forfatter, Carsten Jensen, være til stede.
Aarhus Internationale litteraturfestival, LiteratureXchange, sætter i år fokus på FN’s Verdensmål 13, handler om at begrænse stigningen i den globale opvarmning, så vi undgår at gøre uoprettelig skade på vores klima.
Man kan blandt andet opleve store internationale forfattere, der skriver om klimaproblematikken i deres bøger, spise grøn pizzamiddag med poesi, lytte til klimarap med Per Vers og deltage i en endags konference om skønlitteratur og klima, og alle er velkomne til den litterære klimamarch, der med oplæsning, taler og musik åbner festivalen.
Klimamarchen finder sted 8. juni og starter med taler ved skråtaget på Godsbanen kl. 16.30. Derefter vil deltagerne sammen marchere 1,5 kilometer gennem byen via Folkehuset Møllestien og ende ved Dokk1. Undervejs vil der være oplæsninger, taler og musik, der skaber en engagerende atmosfære.
Blandt forfattere, der vil være til stede, kan nævnes Carsten Jensen og Silja E.K. Henderson, som begge er aktive i kampen for klima og biodiversitet. Desuden vil bandet Martin og Sofie præsentere deres nyskrevne klimatekster.
»Kampen mod den globale opvarmning er den største udfordring, menneskeheden nogen sinde har stået overfor. Vores egen og utallige arters overlevelse afhænger af, at temperaturen ikke går amok, så hvordan kan man andet end engagere sig? Som forfatter, som menneske, som forælder, som forfader til kommende generationer,« siger Carsten Jensen, der ser frem til klimamarchen.
Det er ikke påkrævet at medbringe bannere eller slagord for at deltage i klimamarchen, men interesserede har mulighed for at deltage i en skilteworkshop med poesi og slagord 6. juni på Dokk1 som en optakt til marchen, arrangeret af gruppen ”Flere forfattere ser grønt”. Find eventet på Litx.dk.