Hun er altid gået en stor bue udenom sin mors død: Nu har hun lavet en film om det

Sylvia Le Fanu går op ad trappen på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Meget langsomt, for tempoet sættes af hendes treårige søn i flyverdragt.

»Ej, det er faktisk sjovt at tænke på, at jeg var præcis hans alder, da vi flyttede ind her.«

Hendes far arbejde på højskolen, som siden starten i 1992 har haft utallige af filmbranchens kunstnere under sine vinger.

Således også Sylvia Le Fanu, som voksede op på skolen.

Hun har aldrig været elev på stedet, men små frø må være blevet sået, for i dag er hun filminstruktør og hendes debut med spillefilm får premiere 27. februar.

Den handler om tiden, hvor hun langsomt så sin mor dø.

I virkeligheden varede det fem år, og nogle af de år boede de stadig i Ebeltoft.

De mange følelser, minder, håbløsheden og livets insisteren har den nu 34-årige Sylvia Le Fanu kogt ned til det, hun kalder ’Min evige sommer.’

Gennem den 15-årige Fanny fanger filmen en sommer, der kunne have været fyldt med frihed og minder, men i stedet bliver et sidste farvel til hendes døende mor.

Fanny ankommer til familiens sommerhus sammen med sine forældre, men denne gang er alt anderledes.

Sommerhuset, der engang var hendes tilflugtssted, føles nu som en fængselscelle, hvor moderens kræftsygdom kaster en tung skygge over hver eneste dag.

Omgivet af sin far, der trækker sig ind i tavshed, og sin mor, hvis styrke svinder dag for dag, forsøger Fanny at holde fast i sin ungdom og et glimt af det såkaldte ’normale’.

En tid, som har strakt sig langt ind i Sylvia Le Fanus voksenliv, og som hun gennem alle årene er gået en stor bue uden om at bearbejde.

»Men noget ville frem, og det er jo det, kunsten kan. Især film. At sætte billeder på det følelsesmæssige dilemma det var at stå midt mellem død og livets begyndelse på én og samme tid. Det er interessant, at man kan lave en film om noget, man næsten ikke selv kan tåle at være i.«

Filmen bearbejder et tungt emne, men for Sylvia Le Fanu var det vigtigt, at den også viser håb og lethed.

Derfor er filmens fokus heller ikke på den døende, men på dem, der skal leve videre.

»Det bliver jo lidt en floskel, men jo tættere, døden kommer, jo mere skinner solen også. Det handler om, hvordan livet insisterer på at trække én med videre.«

Noget, hun gentagende gange undrer sig over, og også prøver at komme omkring i filmen, er hvordan normaliteten tager sin plads, selv om alt virker surrealistisk.

»Et helt konkret eksempel er, at vi sidder der i sommerhuset og ser Tour de France, mens hun er ved at dø.«

Ebeltoft under huden

Filmen, som har den yngste modtager af Bodilprisen Kaya Toft Loholter og Maria Rossing kendt fra blandt andet serien Carmen Curlers i hovedrollerne, er blevet udtaget til nogle af Europas vigtigste filmfestivaler.

Det er i øvrigt Sylvia Le Fanus mand, Jan Bastian Muñoz Marthinsen, der har været fotograf på filmen, og som også selv har gået på den anerkendte, internationale filmhøjskole i lille Ebeltoft.

Det samme har mange af de andre, der har været med i produktionen.

I Lübeck vandt den for nylig hovedprisen foran den nu Oscar-nominerede film Pigen med nålen.

Som den opmærksomme læser nok har regnet ud, så er ’Min evige sommer’ ikke en nøjagtig gengivelse af Sylvia Le Fanus egen historie.

Det er, som skrevet, et sammenkog af følelser og minder, men hun har et stort håb om, og også grund til at tro, at den ikke desto mindre viser noget genkendeligt for alle dem, der har stået tæt på at se en af sine nærmeste dø.

Hun husker kun sin opvækst i Ebeltoft for noget godt og vender da også tilbage hertil, så tit hun kan, med sin lille familie, der i øvrigt får et medlem mere, når deres datter kommer til verden om et par måneder.

I dag bor de på Nørrebro i København.

Hver gang hun kommer tilbage til højskolen, er det stadig som at komme hjem.

Hun ser ansigter, hun kender. Færre i dag end tidligere, og hun føler lidt, at det er hendes sted.

At de elever, der er der nu, låner hendes barndomshjem.

Hun smiler, når hun fortæller det, for hun ved godt, at skolen er noget andet nu, men byen og hendes barndomshjem er under huden på hende.

Derfor ville hun også gerne have optaget filmen i Ebeltoft.

I lærerboligen ved højskolen, hvor hun voksede op. I den kultur og natur, som har været med til at forme hende.

Hun var da også langt i dialogen med Filmhøjskolen om at låne lærerboligen til optagelserne, men et afslag fra Vestdansk Filmpulje på støtte til filmen gjorde det umuligt, og lokationen blev derfor Langeland, takket være blandt andre FilmFyn.

I dag er hun på den ene side træt af ikke at have fået støtten, men på den anden side gjorde det også noget godt for hele processen.

»Det satte mig fri, at jeg ikke også var stedbundet. Det hjalp lidt på fiktionen«

Og den frihed kunne hun også mærke i forhold til det ansvar, hun føler, overfor både sin mors eftermæle, sin far Mark Le Fanu, som stadig lever og bor i London, og alle andre, der var til stede dengang.

»Derfor gør vi også meget ud af at tydeliggøre, at filmen er fortalt ud fra pigens perspektiv. Min far har måske en anden version af forløbet, og sådan må det være. Der er ikke nogen rigtig måde at sørge på, når man mister sin mor eller sin hustru.«

Filmen får premiere 27. februar i flere biografer i Danmark.