CPH:DOX indtager Ebeltoft
CPH:DOX rammer flere østjyske kommuner i marts. Blandt andet Syddjurs, hvor biografen Store Bjørn byder på syv unikke filmvisninger og engagerende debatter.
Ebeltoft byder velkommen til CPH:DOX 2025 med syv unikke dokumentarfilmvisninger og engagerende arrangementer i Store Bjørn Biograf.
Fra den 19. til 29. marts 2025 vil Store Bjørn Biograf i Ebeltoft være centrum for en række spændende dokumentarfilmvisninger som en del af CPH:DOX 2025. Under navnet DJURS:DOX præsenteres syv nøje udvalgte dokumentarfilm, der ikke blot tilbyder filmoplevelser, men også skaber rum for refleksion, debat og social forandring gennem en række tilknyttede arrangementer.
Det er Rikke Braderup, biografens bestyrer, der har sørget for at få dokumentarfestivalen til byen. Hun har selv en fortid som filminstruktør og har tidligere arbejdet for CPH:DOX, så det, at Ebeltoft nu også er en del af festivalen, er lidt af et hjertebarn for hende.
»Dokumentarfilm kan noget i forhold til at røre os og rykke ved vores forståelse. Det er vigtigt, at vi ser film, der rækker ud over vores nære verden, og det er de film, jeg har kurateret til festivalen, gode bud på.«
Levende billeder bevæger
Festivalen er hentet til byen i samarbejde med Den Europæiske Filmhøjskole, der ejer Store Bjørn.
Her er en af de grundlæggende filosofier, at ’levende billeder bevæger samtalen’, og det er netop det, dokumentaren kan, mener Rikke Braderup.
CPH:DOX, en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, har som mission at fremme dokumentarfilmen som kunstart og medium for demokratisk dialog. Festivalen er kendt for at forankre filmene i en social sammenhæng.
Af den grund har Rikke Braderup også lagt et stort stykke arbejde i at krydre hver af de syv dokumentarfilm med for eksempel debatter, kunstnersamtaler eller andre happenings, der følger hver filmvisning.
CPH:DOX’s nationale udgave, DOX:DANMARK, har oplevet en betydelig vækst siden sin opstart i 2021, hvor kun ni kommuner deltog. I 2025 er antallet af deltagende kommuner steget til 54, hvilket betyder, at mere end halvdelen af Danmarks kommuner nu er en del af festivalen.
I Østjylland deltager blandt andre kommunerne Aarhus, Randers og Syddjurs.
”En filmfestival som CPH:DOX skal være for alle danskere, uanset hvor de bor. Derfor er vi virkelig stolte over, at så mange kommuner nu bakker op om og giver deres borgere mulighed for at deltage i deres egen, lokale filmfestival. Den hast, virkeligheden i disse år forandrer sig med, gør både dokumentarfilmen og samtalerne omkring dem vigtigere end nogensinde før,” lyder det fra Niklas Engstrøm, der er kunstnerisk direktør i CPH:DOX.
Fra Stoltenberg til Cirkeline
I Ebeltoft vil åbningsfilmen ”Facing War” blive vist onsdag den 19. marts. Den giver et indblik i Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO med fokus på krigen mellem Rusland og Ukraine.
Fredag den 21. marts kan publikum opleve ”HEKS”, en personlig fortælling om den danske forfatter og selverklæret heks Andrea Hejlskov, der navigerer mellem spiritualitet og livets kriser. Her vil biografens gæster blive mødt af en kvindegruppe, som blandt andet vil udføre et ritual.
Lørdag 22. marts byder på ”Verdens Søde Mænd”, et portræt af danske og især unge mænd i en tid med skiftende kønsroller. Denne aften vil komme til at stå i de unges tegn, og Rikke Braderup planlægger en debat mellem unge mennesker, men det ligger endnu ikke helt fast.
Onsdag 26. marts vises ”Hacking Hate”, en medrivende thriller om en journalists afdækning af højreekstreme miljøer online. Efter filmen er der besøg af Maia Lorentzen fra Cybernauterne, som er ekspert i og fremragende formidler af internatkultur, digital radikalisering og hadfællesskaber.
Torsdag den 27. marts præsenteres ”Cirkeline og den usynlige tegner”, et portræt af Hanne Hastrup, kvinden bag den elskede figur Cirkeline.
»Hanne har aldrig fået den anerkendelse, hun fortjener,« siger Rikke Braderup, som håber at få besøg af Hanne Hastrup på filmaftenen.
Fredag 28. marts kan man se ”Mr. Nobody mod Putin”, der dokumenterer militariseringen af russiske skoler. Programmet efter filmen ligger endnu ikke fast.
Festivalen afsluttes lørdag 29. marts med ”Take the Money and Run”, historien om kunstneren Jens Haanings kontroversielle kunstværk. Her vil biografgæsterne kunne deltage i en Q&A med instruktør Ole Juncker og kunstneren/’tyven’ Jens Haaning efter filmen.
Billetterne købes separat for hver film og koster 50 kroner.