Renée Toft Simonsen har mere end travlt med nye Sølvgade-film efter succesen med fyldte biografer og to Robert-priser

»Jeg glemte, at jeg skulle snakke med dig i dag - sorry. Kan vi mødes i morgen?« skriver Renée Toft Simonsen, efter vi har besøgt holdet bag Sølvgade-filmene, og hun manglede.

Forfatteren er så begravet i arbejde, at hun svedte vores møde på filmsettet ud. Lige ud ad landevejen, som aarhusianske Renée Toft Simonsen er, lægger hun sig fladt ned, undskylder og finder straks en løsning.

Vi mødes derfor dagen efter i rolige kulisser i filmbyen, mens resten af holdet er på optagelser et andet sted.

»Det er godt nok gået stærkt. Jeg arbejder virkelig på højtryk, for der skal smedes, mens jernet er varmt. Den første Sølvgade-film gik heldigvis rigtig godt i biografen, hvor næsten 200.000 så den, og det er alt afgørende for at vi fik støtte til at lave den næste,« forklarer hun.

Instruktøren Mehdi Avaz har arbejdet ihærdigt på at skaffe midler og komme i gang med ”Børnene fra Sølvgade tager kampen op”. Han er stærkt tidspresset af andre filmprojekter, og ville meget gerne nå at instruere opfølgeren til den store succes.

»Mehdi er en stor naturkraft, der aldrig stopper. En blanding af en humlebi og en damptromle, der driver det hele fremad. Det er godt., for der er momentum for Sølvgade-universet lige nu, og børnene bliver hurtigt større. Lille Petras mælketand er siden sidste film blevet udskiftet med to voksentænder, og det gør en stor forskel,« forklarer Renée Toft Simonsen den høje fart.

»Jeg elsker, at der er tempo på. Det er meget bedre, end når der går år efter år, og det hele alligevel ikke bliver til noget,« fastslår hun.

Fik manus retur

”Børnene fra Sølvgade” har vundet en Robert for at være årets bedste børnefilm og en for Thomas Helmigs titelsang. Sammen med flotte besøgstal i biograferne er det afgørende for, om der bliver flere.

»Priserne er et kvalitetsstempel, og det giver en opmærksomhed, der hjælper de næste film på vej,« siger forfatteren, der allerede arbejder på højtryk med manus til film nummer tre, mens de indspiller nummer to.

»I første runde afslog Det Danske Filminstitut mit manus, og de havde helt ret. Så jeg måtte skrive det igennem igen, sådan som det nu er i en kreativ proces, hvor niveauet skal være højt. Nu er vi alle tilfredse, og det går godt,« siger Renée Toft Simonsen, der forklarer, at hun ikke tager noget for givet, og at hun arbejder hårdt for sagen.

»Jeg synes, at vi skulle vinde den Robert for årets bedste børnefilm. Det lyder måske selvglad, men det er slet ikke ment på den måde, for de andre har også lavet rigtig gode film. Men der var så meget, der bare lykkedes i Sølvgade: Ungerne er fænomenale, Jakob Fauerby har defineret Miss Nelly helt skarpt og ér bare den figur, kulisserne er helt rigtige og Mehdi fanger de følelsesmæssige ting, som han tør dyrke på en storladen og lidt amerikansk måde uden at det bliver klistret eller vammelt,« forklarer Renée Toft Simonsen.

Først på aftenen ved prisuddelingen af Robert måtte Thomas Helmig til sin egen store overraskelse på scenen og modtage prisen for årets bedste titelsang. Han takkede sin kone for at skabe Sølvgade-bøgerne. Uden dem var der ingen film. Det var da også et stort øjeblik for hende, da Sølvgade blev udråbt som aftenens og årets vinder.

»Jeg blev meget rørt. Det var stort. Jeg synes helt ærligt, at vi skulle have prisen, men man ved aldrig, om andre tænker det samme. To Robert-statuetter gør en stor forskel for os,« siger den glade forfatter.

Må dele en Robert

Hendes mand Thomas Helmig fik sin egen statuette - i modsætning til filmholdet, der må dele en enkelt. Den står på Mehdi Avaz’ filmselskab i Filmby Aarhus, Rocket Road Pictures.

»Thomas synes, at jeg skulle have hans, som nu står på mit kontor. Jeg har sagt til ham, at jeg bare låner den, mens jeg arbejder på at få min egen. De kan åbenbart tilkøbes, og så kan han få sin med ud i studiet,« ler hun.

Uanset hvor statuetterne står, vil de få en stor betydning.

»De har stor betydning for at vi kan komme komme videre med Sølvgade-universet, som jeg synes, fortjener at blive bredt ud. Der er nogle vigtige budskaber til børn om kærlighed, venskab, inklusion, åbenhed og at passe på hinanden,« uddyber hun.

Renée Toft Simonsen er ud over at være forfatter også psykolog, mor, mormor og farmor. Og så er hun også frivillig hos Børns Vilkår. Der taler hun jævnligt med børn i ubarmhjertige situationer. En række af dem fortæller om mennesker på deres vej, som har gjort en meget stor forskel.

»Nogle er i ubarmhjertige omstændigheder i deres liv. Og så kan de være heldige at møde en engel, for sådan nogen findes faktisk i virkeligheden. Man kan godt klare sig på trods,« fastslår Renée Toft Simonsen.

Hun har valgt at give Sølvgade en socialrealistisk tone og et budskab om, at hvis bare vi holder sammen og passer på hinanden, skal det nok gå.

»Det er lidt ligesom Pippi Langstrømpe, der holder sammen med Tommy og Annika, sin hest og sin abe. Og det er ikke tilfældigt for Astrid Lindgren er jo mit store forbillede,« skraldgriner Renée Toft Simonsen.

Hun holder meget af de eventyrlige fortællinger om børn i svære livsvilkår. Mio, Løvehjerte og Karlsson er faste følgesvende i den knap 60-årige forfatters liv.

»Jeg voksede også op med socialrealistiske bøger som Guds Blinde Øje, Ditte Menneskebarn og Frændeløs. Jeg elskede dem,« husker hun.

Næste stop Bodil

Den sidste scene i film nummer to skal skydes fredag 14. marts. Dagen efter uddeles Bodil-priserne og ”Børnene fra Sølvgade” er nomineret i kategorien som bedste ensemble.

»Jeg er meget spændt på, om vi vinder en Bodil. At lave film er en holdsport, man kan have de bedste intentioner og alle kan arbejde 100 procent, men alligevel kan der være noget, der ikke lykkes. I Sølvgade passede alle brikkerne bare sammen,« siger hun.

Selv har hun ligesom i første film og en lille rolle i den næste.

»Jeg skal bare sidde med briller på uden replikker og være psykologen Lone Wilbur. Det er så hyggeligt og lidt ligesom Hitchcock, der altid gik et eller andet sted i baggrunden i en scene,« smiler hun.