Fortsæt til indhold

Stor romantisk opera i Kino

Operaprogrammet kører vider efter farvel til coronarestriktioner.

Teater

Efter genåbningen af landets biografer er det nu muligt for Kino i Grenaa at fortsætte sæsonens operaprogram.

Det sker tirsdag 8. februar klokken 19, når Kino viser en optagelse fra Wiener Staatsoper af Gaetano Donizettis hovedværk ”Lucia di Lammermoor”.

Denne opera har tre gange før været på Kinos operaprogram, men hver gang har man af den ene eller anden grund været nødt til at aflyse forestillingen, så Nia og Gert Skov fra Kino håber og tror, at der denne gang bliver tale om alle gode gange fire.

”Lucia di Lammermoor” er Donizettis kunstneriske hovedværk og hans mest spillede opera. Den fik sin førsteopførelse i 1835, og operaen er et godt eksempel på den stilart, som benævnes ”bel canto” – den smukke sang - og ”Lucia” lever med sine mange smukke arier og duetter til fulde op til betegnelsen.

Handlingen er dramatisk og altovervejende tragisk, det er de store følelser og konflikter, der udspiller sig på scenen. Lucia og Edgardo elsker hinanden, men af politiske grunde, tvinges Lucia til at gifte sig efter familiens ønsker. Det kommer der megen smuk musik ud af – og ”Lucia di Lammermoor” indeholder da også en af operalitteraturens mest berømte arier, nemlig Lucias store vanvidsarie fra operaens sidste akt.

Operaens to altdominerende roller synges af to af tidens mest kendte bel canto sangere, nemlig den russiske sopran Olga Peretyatko som Lucia og peruvianske Juan Diego Florez som Edgardo. Begge sangere har optrådt på de store operascener kloden rundt, og de er kendt både for deres smukke stemmer og for deres indlevelse i deres roller.

Operaen foregår i det øde bjergrige Skotland, og der hviler en speciel dyster stemning over scenen, der svarer til den tragiske handling i operaen.

Nia og Gert Skov fra Kino glæder sig til atter at byde operapublikummet på Djursland velkommen til en stor operaoplevelse fra et af de førende operahuse i Europa, og genåbningen af Kino også for operaforestillinger skal naturligvis fejres med et glas champagne i pausen, for opera og champagne hører nu engang sammen – også i Kino i Grenaa.