Fortsæt til indhold

Han er forelsket - hun er død: I kælderen udlever han en forbudt kærlighed

I kælderen står de to bedemænd over liget. Den ene viser, hvordan man skal behandle et lig. Den anden er forelsket i den blege kvinde.

Teater

Han falder for hendes sårbarhed.

Problemet er bare, at hun er død.

Den unge bedemand Nicolas har en forkærlighed for lig - mere end, hvad der er professionelt godt. Som teenager begynder han at arbejde i familiefirmaet som bedemand. Her opdager Nicolas, at der sker noget specielt, når han ser en død kvindekrop.

Plottet til den kommende forestilling i Aarhus Teater, som hedder »En Lykkelig Slutning«, handler om nekrofili, og hvordan et menneske kan føle sig fanget i en seksualitet, det ikke selv har valgt.

»Rollen er svær. Dels synes jeg, at det er et svært emne, for min rygmarvsreaktion er helt klart, at det er frastødende. Hurtigt fandt jeg også ud af, at der ikke er særligt meget materiale om, hvordan det er at leve med nekrofili, så jeg har gravet ret dybt,« fortæller Christian Hetland, der spiller rollen som den nekrofile bedemand Nicolas.

Når skuespillere sætter sig ind i en ny rolle, læser de ofte en masse litteratur, der er relevant for at forstå den karakter, de skal blive.

Rollen er svær. Dels synes jeg, at det er et svært emne, for min rygmarvsreaktion er helt klart, at det er frastødende.
Christian Hetland, skuespiller Aarhus Teater

Præcis det at forstå rollen har vist sig at være svært for Christian Hetland.

»For mit vedkommende, der ikke kan genspejle mig i den seksualitet, bliver jeg nødt til at prøve at oversætte, hvordan jeg bliver påvirket af forelskelsen i den døde kvindekrop til noget, jeg forstår. Nicolas har det på samme måde, når han ser en død kvindekrop, som man har det, når man ser en levende person, man er tiltrukket af,« fortæller skuespilleren.

Når øjnene på afdøde skal lukkes, er bedemanden nødt til at trykke mod ansigtet, derfor øver Christian Hetland på sig selv. Foto: Nicklas Linnemann

Forbudt kærlighed

Igennem lobbyen, bliver publikum ført ned ad trapperne til de nederste rum i bygningen. I kælderen under Aarhus Teater skal forestillingen spille på scenen »Studio«.

Et større rum åbner op, her hersker det kolde hvide lys. En række stole er stillet helt hen til scenekanten. Publikum får lov til nærmest at være en del af forestillingen. Skuespilleren er dog ikke helt klar til at indtage scenen. Christian Hetland ved ikke, hvordan en bedemand arbejder, derfor har han hentet hjælp ude fra.

»Det kan være svært for publikum at forstå, hvordan nogen kan være tiltrukket af et lig.«
Christian Hetland, skuespiller Aarhus Teater

Aarhus Onsdag har fået lov til at deltage i skuespillerens forberedelser til rollen. Michael Madsen er bedemand i familievirksomheden »Bedemand H. J. Madsen«, som har eksisteret siden 1906. Han er femte generations bedemand.

»For mig er det en helt umulig tanke,« svarer Michael Madsen, da han bliver spurgt om konceptet med en nekrofil bedemand.

Præcis denne umulige tanke er den bærende filosofi i stykket. Hvorfor synes man, at det er forkert at være tiltrukket til lig? Hovedpersonen i stykket har ikke valgt sin seksualitet, hvilket er en realitet, som nogle lever med til daglig.

»Det kan være svært for publikum at forstå, hvordan nogen kan være tiltrukket af et lig. Men det er betagelsen af kroppen, der ligger på metalbordet i kølerummet, som han bliver tiltrukket af, påvirket af og tændt af,« forklarer Christian Hetland.

Scenografen lægger sig op på metalbordet, så skuespilleren kan opleve, hvad en bedemand gør, når et lig skal forberedes.

Michael Madsen forklarer, at god logistik er noget af det vigtigste en bedemand kan yde. Indenfor 30 minutter skal man sidde klar og tale med de berørte, på alle døgnets timer. Derefter skal der handles hurtigt.

Når en bedemand skal forberede et lig er renlighed og æstetik vigtig. Den afdøde skal se pæn og præsentabel ud, men må ikke være forskønnet, det er der ikke tradition for i Danmark.

Det vigtigste udstyr en bedemand kan have, er CPR-nummeret på den afdøde. »For systemet er vi bare blevet et nummer, i dag,« siger Michael Madsen. Foto: Nicklas Linnemann

Den tunge last

Hovedrollen holder øje og spørger om alt lige fra, hvordan man renser ansigtet på liget til hvilket tøj, man vælger til den afdøde. Svarene kommer og ofte med demonstrationer. En vigtig detalje for bedemanden er, at Christian Hetland ved, hvordan man korrekt lægger et lagen over et lig.

De to bedemænd stiller sig i hver deres ende af scenografen og øver tildækningen. Skuespilleren er helt opslugt i at lære mere om bedemandsfaget, hvilket betyder, at scenografen får lov at ligge på metalbordet ret længe. Til sidst tager hun lagnet lidt ned, så hun kan se, hvad der foregår.

Lagnet blev kastet over scenografen flere gange, for at sikre, at Christian Hetland lærer, hvordan man dækker et lig korrekt. Foto: Nicklas Linnemann

Christian Hetland spørger, om der er nogle lig, som Michael Madsen husker. Bedemanden svarer, at han tog sig af sin far, da han døde. Som far, så søn, var de begge en del af bedemandsbranchen.

De dæmoner, hovedrollen kæmper mod, er ikke kun sine egne. Debatten om, hvad der er rigtigt og forkert bliver hevet op på et eksistentielt niveau, hvor den unge bedemand tvivler om sin slægts ret til at være.

»Nicolas elsker at være bedemand, men han får sit drømmejob ødelagt. Han prøver dels at at forklare, hvorfor han er, som han er, og hvad han skal gøre ved det. Samtidig prøver Nicolas at forklare publikum, hvordan det er, selvom de sandsynligvis ikke kan forstå det. Stykket kommer rundt omkring mange ting, både vores generelle forhold til døden, og hvordan det har været op gennem tiderne, men også det etiske i forhold til, hvordan vi behandler døde kroppe i dag,« siger Christian Hetland.

»En Lykkelig Slutning« havde premiere torsdag 21. september og vises indtil onsdag 27. oktober.

Materialet, som Christian Hetland, har læst er primært amerikansk eller engelsk, da der ikke findes særligt meget om, hvordan det er at være nekrofil. Foto: Nicklas Linnemann