Verden tabte kæben da hun dansede i et bananskørt – hun var også spion

På Dagmarteatret i 1928 træder en sort sangerinde ind på scenen kun iført en perlehalskæde og et skørt af bananer.

Hun er symbolet på de brølende 20’ere og jazzmusikkens komme. Josephine Baker blæste til kulturkamp i 1920’erne, og vi rammes stadig af vinden i dag.

Nu vækkes Baker til live, når forestillingen ’Oh, Josephine’ gæster Aarhus 26.-30. september.

»Hun var en ung sort pige, der voksede op under de fattigste kår, som stort set ikke gik i skole, oplevede nogle af de voldsomste raceuroligheder i Amerikas historie, blev gift som 13-årig,« siger dramatiker Thomas Markmann i en pressemeddelelse.

»De fleste kender hende kun som kvinden, der dansede i et skørt af bananer, men som endte med at blive et ikon i kampen mod racisme. Hun modtog de højeste hædersbevisninger for sin rolle i modstandskampen i Frankrig, adopterede 12 børn og blev til slut begravet i Panthéon i Paris – det er da bare den vildeste historie,« fortsætter han.

Hun voksede op under fattige kår i St. Louis, fik en tilværelse som korpige i New York og blev senere kabaretstjerne i Paris.

Som en af de mest berømte kunstnere, begyndte hendes spionagekarriere med deltagelse i diplomatiske ambassade fester i Italien og Japan, hvor hun skrev noter om, hvad hun hørte, på håndfladerne og på armene under ærmerne, forlyder det i beretninger fra dengang.

Josephine Baker (1906-75) nåede i sine 68 leveår at være adoptivmor for 12 børn. Hun købte i 1930’erne et slot i Frankrig, hvor hun skabte en regnbuefamilie med børn af alle racer og hudfarver. De var blandt andet fra Japan, Finland, Algeriet og Peru.

Under 2. Verdenskrig var hun både spion for Frankrig og skelsættende entertainer.

Baker nægtede at optræde for segregerede publikum i USA’s sydstater, og hun var den første farvede kvinde, der fik tildelt æren af at blive begravet i Pantheon monumentet i Paris. En ære hun deler med blandt andet Marie Curie og Voltaire.

Bakers kraft

Parallellerne mellem 1920’erne og vores samtid er slående: økonomisk ustabilitet, nationalstaternes genkomst, racediskussioner, efterdønningerne fra en epidemi, flygtningestrømme og ikke mindst krig på europæisk jord.

Bakers slagmark var scenen, hvor hun udfordrede verdens forståelse af, hvad en sort kvinde kan gøre og være.

’Oh, Josephine’ er et musikdramatisk portræt af Danmark i fortid og nutid. I et mix af nykomponeret jazz og tidens ikoniske musik følges Bakers fire besøg i København.

Stykket portrætterer de trykbølger, Baker starter i kraft af sin hudfarve, køn og optræden på de danske varietéscener – fra den første optræden i 1928 og helt frem til 1945, hvor alle aktører i den danske kulturkamp er blevet radikaliseret, paralyseret eller udslettet af den hærgende verdenskrig.