Fortsæt til indhold

Billetterne til vægtløs dans er revet væk men der er stadig en mulighed

Bora Boras tre forestillinger med kalejdoskopisk og vægtløs danse er udsolgt, men der er ledige billetter til forpremieren.

Teater

Dansen når bogstaveligt talt nye højder, når Simone Wierød og hendes Wired Studio sender fem internationale reb-artister højt op under loftet i sin nye danseforestilling “Axial Figures”.

I et tværkunstnerisk samarbejde med arkitektfirmaet Standard Practice skaber Simone Wierød en stærk visuel oplevelse med et minimalistisk udtryk, hvor dansernes imponerende fysiske formåen får den samlede koreografi til at stå knivskarpt. Oplevelsen fuldendes med en stemningsfuld lydside komponeret specielt til forestillingen af technoduoen Mercy.

De tre spilledage i Aarhus 21.-23. november er pt. udsolgte. På grund af den store interesse for forestillingen arrangerer Bora Bora, der præsenterer urpremieren i Aarhus en forpremiere 20. november, hvor der er billetter.

De publikummer, der bare ikke kan få nok, kan deltage i en artist talk med Simone Wierød efter forestillingen 22. november eller tage til koncert med M€RCY på Volume Village efter forestillingen 23. november. Det skriver Bora Bora i en pressemeddelelse.

Arbejdet med forestillingens koreografi og bevægelige reb er foregået flere steder blandt andet på Godsbanens Åbne Scene. Foto: Jens Peter Engedal

Fællesskab i krisetider

Gennem forestillingens stærke visuelle univers anslår Wired Studio det meget aktuelle tema om fællesskabets nødvendighed.

»Krisetider har ofte den effekt, at vi får øjnene op for fællesskabets nødvendighed og potentiale. Vi søger sikkerhed og stabilitet. Men holder vi kun fast i fællesskabet midlertidigt, når vi er i krise, og vender tilbage til vores egne behov? Fællesskaber konstrueres og dekonstrueres hele tiden i jagten på det nye og risikofyldte. Lige indtil vi får brug for det modsatte. Hvad sker der, når vi bygger noget op sammen? Og hvad der sker, hvis nogen pludselig giver slip?« spørger Simone Wierø.

Normalt er performerne på deres reb i ti minutter, men i “Axial Figures” er de i spotlyset i en time.

»Det meste foregår i et andet tempo end de er vant til. Vi dvæler mere ved de billeder, de skaber. Det er hårdt for kroppen på en anden måde. Koreografens meget fokuserede blik udefra har også været nyt for dem. Ved at udfordre hinanden maksimalt har vi sammen skabt et helt nyt udtryk, hvor vi har kunnet tænke koreografi på en ny måde,« siger Simone Wierød, der gerne indrømmer, at hun ikke selv fysisk kan klare det, performerne gør.

Normalt er performerne på deres reb i ti minutter, men i “Axial Figures” er de i spotlyset i en time. Foto: Jens Peter Engedal

Vi tabte kæben

PÅ Bora Bora er de dybt imponerende.

»Vi tabte kæben helt under prøverne i august. De ekstraordinært dygtige reb-artister udfordrer både sig selv og selve dansen. Det bliver en poetisk og visuel stærk koreografi, som publikum kan glæde sig til. Et nyskabende bud på, hvad dans er,« understreger Lotte Kofod Ludvigsen.

Arbejdet med forestillingens koreografi og bevægelige reb er foregået flere steder i landet. Først i Odense på Dynamo Workspace og derefter i Aarhus på Godsbanens Åbne Scene og på Bora Bora.

Forestillingen vises på Bora Bora 20. november forpremiere og 21.- 23. november urpremiere.