Bliv betalt for at få besøg af fremmede: Unik mulighed kommer til Aarhus
Et hold af fremmede kunstnere kommer til at gennemrode tre aarhusianeres hjem for at lave en unik forestilling.
»Ok, jeg går ind. Dette er dit værelse, dit helt eget private værelse, ikke sandt? Og denne store dobbeltseng. Den er din, ikke? Alt sammen kun for dig. Ok, jeg er udmattet. Jeg vil lægge mig ned,« sådan lød det i forestillingen ”Is Anybody Home?” på Volksbühne i Berlin.
Nu kommer den tysk-britiske teatergruppe ”Gob Squad” til Aarhus. Med dem bringer de deres grænseoverskridende kunst.
Forestillingen foregår ikke fra en normal scene, men fra en helt almindelig aarhusianers lejlighed. Mens skuespilleren roder igennem og nærmest bor i lejligheden, ligger borgeren i en seng midt i Aarhus Teater.
Lige nu har du chancen for at blive midtpunktet i teaterforestillingen. For Aarhus Teater leder lige nu efter tre aarhusianere, hvis hjem må indtages af kunstnergruppen. Det skriver Aarhus Teater i en pressemeddelelse.
Blander kunstarter
”Is Anybody Home?” er en live interaktiv film, der leger med tanken om, hvordan det vil være at leve en andens liv i en time.
Hver aften skaber Gob Squad en ny forestilling baseret på aftenens gæst og liv. Gæsten får sin helt egen plads i en blød seng på Aarhus Teater Scala, mens en af performerne fra Gob Squad besøger gæstens hjem. Undervejs vil de spørge gæsten om det, de finder i lejligheden – og om gæstens drømme, håb og tanker.
»Når jeg vågner, vil jeg være tryg og rolig. Men først og fremmest, fortæl mig... Hvad drømmer jeg om?« Lyder spørgsmålet fra den berlinske scene.
I Gob Squads forestilling bliver empati og idéen om at dele andres oplevelser ført til det ekstreme. Grænserne for privatliv og ejendom forhandles konstant, senge soves i, og kroppe overtages. Hvor begynder du, og hvor slutter jeg?
Vil du med?
Aarhus Teater leder efter tre aarhusianere mellem 18 og 28 år, der hver især skal medvirke i forestillingen.
Man skal føle sig tryg ved at blive filmet og er åben for at dele sit hjem med offentligheden. Man får sin egen seng på publikumsrækkerne, imens en af performerne fra Gob Squad besøger hjemmet.
Man må maksimum bo 20 minutters kørsel fra teatret, da kunstneren afhenter nøglen til lejligheden ved forestillingens start og derefter tager afsted til bopælen.
Forestillingen og prøver foregår på engelsk, man skal derfor kunne tale engelsk.
Hvis man er interesseret i at deltage, skal man sende en kort video på cirka fem minutter. Her skal man filme sig selv på sit yndlingssted i eget hjem, mens man fortæller lidt om stedet og sig selv.
Videoen skal lægges op på Aarhus Teaters hjemmeside, senest 1. december 2023. Hvis man deltager i forestilling er positionen lønnet.