Hele familien har godt af at tage på udflugt
En enkelt dags udflugt kan gøre underværker for krop og sind. Både børn og voksne kan få nye oplevelser, der er med til at give nyt perspektiv på verden.
Vi går i vores daglige trummerum, arbejder, arbejder, henter børn, laver mad, arbejder måske lidt mere, går i seng og næste dag gør vi det hele om igen.
Hamsterhjulet er meget udskældt i disse år og med god grund. Stress er en folkesygdom, og vi savner tid med familien. Men ikke desto mindre er man altså som familie med børn nødt til at arbejde for at kunne forsørge sig selv. Og man er nødt til at arbejde ganske meget. Der er også meget godt at sige om arbejde.
Problemet er bare, at hvis vi kun arbejder og holder weekend, arbejder og holder weekend, så er det svært at skelne dagene fra hinanden.
Hjernen vil have oplevelser
Vores hjerne er nemlig skruet sådan sammen, at den bedst husker de lidt specielle oplevelser. Det er som regel ikke onsdags løbeturene, vi kan skelne fra hinanden, eller fredagsmorgenmødet på arbejdet, selvom der ofte er morgenbrød og godt weekendhumør inkluderet.
Coronaisolationen er stadig i meget frisk erindring, og derfra ved vi også, hvor meget de fleste af os savnede anderledes oplevelser.
Nej, vi skal ud og opleve noget, for at huske vi lever.
Når vi oplever noget sammen, så ved vi fra forskning, at vi skaber minder sammen og forstærker vores fællesskabsfølelse. Måske du er af en generation, der kan huske, når man glad sad og bladrede billedalbummer igennem og genoplevede en dejlig ferie eller udflugt igen og igen.
Det giver noget at tale om. Det giver en fælles referenceramme for familien. Og så ved man i øvrigt også, at det for børn er vigtigt, at de indimellem får nogle oplevelser ud over det sædvanlige.
»Man siger, at børn leger, fordi de er fantasifulde, men det er ikke helt rigtigt. De er fantasifulde og kan finde på lege, fordi de har været nogle steder i verden og har oplevet noget,«
Sådan sagde Ditte Winther-Lindqvist, der er lektor i udviklingspsykologi på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet (DPU), hvor hun blandt andet forsker i børnehavebørns leg, til fagmagasinet Børn & Unge.
Godt for psyke og krop
Vi skal huske at holde fri. Når vi holder fri og kobler af, så ved man, at det påvirker os mentalt. Måden vi kommer ud af vores daglige tankemylder og trummerum har en positiv virkning på os både mentalt og fysisk.
Men det kan være svært at holde tankemylder og arbejdstanker væk, selvom vi har fri. Sofaen kan virke nok så tiltrækkende, men medmindre vi falder i dyb søvn, så hjælper det ikke en dyt at ligge der.
Vi skal ud og opleve noget. Noget vi bliver optaget af. Noget vi oplever sammen.
»Den indre kværn af tanker, der er forbundet med stress, depressioner og ængstelse bliver tvunget i baggrunden, når man er fokuseret på de ting, der sker rundt om en, i stedet for at være oppe i sit hoved og fokusere på bekymringer, så får man omgående mere mental ro,« har metakognitiv psykolog Sisse Find Nielsen tidligere fortalt til Politiken.
Dagsudflugter
Vi kan jo ikke allesammen bare tage ferie, når vi lyster. Vi kan ikke trække børnene ud af skole i tide og utide for at være sammen og tage på ferie.
Men mindre kan også gøre det. En dagsudflugt kan være et særdeles kærkomment afbræk i vores daglige trummerum, og gør vi det mere end bare en enkelt gang, så kan det være det, der giver hele familien de helt nødvendige oplevelser, afkoblingen og følelsen af fællesskab, som de fleste af os har så godt af.
Her i Danmark kan man komme ganske langt omkring på en enkelt dag. Men det behøver ikke kræve en stor dyr udflugt at skabe minder.
En tur i den nærmeste skov kan være godt. Når vi taler om forskning - så er der også forskning, der viser, at naturen ligefrem har en helbredende effekt på krop og sind og derudover har betydning for vores livskvalitet. Blandt andet projeket ”Sund i Naturen” fra Syddansk Universitet, der fik forskerne bag det treårige projekt til at konkludere, at vi bliver sundere af naturen.
Skal hele familien med, så kan en god madpakke være en rigtig god ide. Og så kan man håbe på at møde dyr, planter, rådne stubbe, høje træer og fugle på sin vej. Altsammen i samvær med sin eller sine kære.
Fisketur med bedste
En dagsudflugt kan også sagtens være en tur i Djurs Sommerland, i Legoland eller på et museum. Det vil børnene elske. Det kan også være en stille fisketur med bedstefar.
For relationen mellem bedsteforældre og børnebørn har umådelig godt af pauser. Det er jo nærmest det, som bedsteforældre er skabt til. Der er lidt mere tid, lidt mere erfaring, lidt mere ro. Alt sammen noget som børn har rigtig meget brug for. Og familiens bånd styrkes, når bedsteforældre og børnebørn får en dejlig oplevelse sammen.
Så bare spring ud i det. Hold fri. Tag børnene med eller bed bedsteforældrene om at tage en dag med børnene. Eller tag afsted allesammen. Måske skal det være venneflokken? Måske skal det være sjov og ballade? Måske skal det være højkulturelt? Måske skal det være action og ballade eller natur og ro.
Her kan vi anbefale at læse Aarhus Onsdag, hvor der hver uge er masser af inspiration til spændende oplevelser. God tur.