Yngre par gik til den foran cafégæster: Nu er de sigtet for blufærdighedskrænkelse
Et yngre par er sigtet for at have lavet »øvelser af seksuel karakter« foran sagesløse cafégæster i Næstved.
Politiet fik søndag klokken 18.25 en anmeldelse om at et yngre par opførte sig noget anstødeligt på en café i det centrale Næstved, hvor de havde foretaget øvelser af seksuel karakter foran gæsterne. Det fremgår af døgnrapporten fra Sydssjællands og Lolland-Falsters Politi.
Spurgt ind til, hvad »øvelser af seksuel karakter« dækker over, svarer politiet:
»De pillede ved hinanden - mere præcist kan vi ikke komme det. Men de havde tøj på,« fastslår Palle Hansen, kommunikationsmedarbejder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiet blev efterfølgende tilkaldt og patruljen fandt lidt senere frem til parret, som blev sigtet for blufærdighedskrænkelse, og den ene råbte efter politibetjentene og måtte også indkassere en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.