Eskelunden skulle være Aarhus’ store scene. Lige nu ligner den mest en dyr undskyldning

Der er noget næsten aarhusiansk tragikomisk over Eskelunden.

Vi har brugt 40 millioner kroner på at skabe en stor event- og bypark. En plads, der skulle samle byen. Trække store koncerter til. Give aarhusianerne et grønt åndehul. Være et sted for festivaler, fællesskab, musik, liv og mennesker.

Og hvad har vi så fået?

21 arrangementer på seks år.

Ikke 21 store kulturoplevelser om året. Ikke 21 begivenheder, der fik Aarhus til at summe. Men 21 arrangementer i alt. På seks år.

Det svarer til 3,5 arrangementer om året.

Det er ikke bare lidt. Det er næsten ingenting.

Når man bruger så mange penge på en plads, må borgerne med rette forvente, at der også følger en plan med. Ikke bare en vision. Ikke bare en PowerPoint. Ikke bare flotte ord om kultur, events og grønne fællesskaber. En faktisk plan. En vedvarende indsats. En politisk vilje til at få stedet til at leve.

For Eskelunden blev ikke skabt for at ligge hen som en pæn idé i udkanten af byen.

Den blev skabt for at blive brugt.

Og her må vi være ærlige: Aarhus Kommune har ikke fået nok ud af investeringen. Ikke engang tæt på.

Det er ikke godt nok at sige, at stedet har potentiale. Potentiale kan man ikke sende børnene ud at lege i. Potentiale kan man ikke holde koncert på. Potentiale kan ikke skabe fællesskab, hvis ingen ved, at det findes, og hvis ingen tager ansvar for at fylde det med liv.

Det særligt ærgerlige er, at Eskelunden faktisk kan noget.

Der er plads. Der er luft. Der er en legeplads, som burde være fyldt med børnehaver, skoleklasser og familier. Der er muligheder for spejdere, foreninger, motionsløb, friluftsliv, sommerarrangementer, fællesspisninger, koncerter og festivaler.

Men muligheder bliver ikke til virkelighed af sig selv.

De kræver nogen, der vil dem.

Derfor er spørgsmålet ikke kun, hvorfor Eskelunden er blevet brugt så lidt. Spørgsmålet er også, hvordan Aarhus igen og igen kan finde penge til store anlægsprojekter, mens evnen til at få hverdagslivet, kulturlivet og foreningslivet til faktisk at flytte ind bagefter halter bagefter.

Vi er gode til at bygge.

Men vi skal blive bedre til at skabe liv.

For en by bliver ikke stærk af mursten, jordvolde og flotte anlæg alene. En by bliver stærk, når mennesker mødes. Når børn leger. Når unge får steder at være. Når familier tager madkurven med. Når musik samler folk. Når foreninger mærker, at kommunen faktisk inviterer dem ind og ikke bare nævner dem i en strategi.

Derfor bør Aarhus Kommune gøre tre ting nu.

For det første skal der laves en konkret aktiveringsplan for Eskelunden. Ikke endnu en luftig hensigtserklæring, men en plan med ansvar, mål og opfølgning.

For det andet skal kommunen invitere foreninger, spejdere, skoler, kulturaktører, koncertarrangører og frivillige fællesskaber direkte ind. Ikke vente på, at nogen tilfældigt opdager stedet.

For det tredje skal vi turde spørge ærligt, hvorfor Aarhus ikke i højere grad tiltrækker de store open air-koncerter, som folk gerne rejser til København, Horsens eller Herning for at opleve.

Aarhus er Danmarks næststørste by. Vi skal ikke opføre os, som om vi er en mellemstor rasteplads med universitet.

Vi kan mere end det.

Men det kræver, at politikerne holder op med at være tilfredse med, at noget “har potentiale”. Det har alt muligt. En tom stol har også potentiale. Det interessante er, om nogen sætter sig på den.

Eskelunden er en mulighed. Men lige nu er den også et symbol på noget, vi skal passe på med i Aarhus: At vi bruger mange penge på store visioner, men ikke altid har nok respekt for den praktiske virkelighed bagefter.

Borgernes penge skal ikke bare omsættes til anlæg.

De skal omsættes til liv.

Hvis Eskelunden skal være byens store koncertplads, så skal den bruges som byens store koncertplads. Hvis den skal være en bypark, så skal aarhusianerne kende den, bruge den og elske den. Hvis den skal være et samlingssted, så skal kommunen hjælpe med at samle nogen.

Ellers står vi tilbage med en dyr plads, et flot formål og en meget lille kalender.

Og det er ganske enkelt for slapt.