Her lander de: Efterskole-elever er tilbage i Danmark
32 elever og fem lærere var i Israel, da Hamas angreb landet lørdag.
De 32 elever og fem lærere fra Djurslands Efterskole, der uforvarende blev fanget i Israel, er tilbage i Danmark.
Klokken 04.10 landede deres fly fra Jordans hovedstad Amman i Billund.
Eleverne fra Djurslands Efterskole opholdt sig i Jerusalem, og har ikke været tæt på de områder, der er blevet angrebet.
Intet har da heller tydet på, at eleverne og lærerne skulle blive mål for et angreb. Alligevel er efterskolen af sikkerhedsrepræsentanter blevet rådet til at foretage evakueringen i stilhed.
»Jeg har lige talt med dem dernede, efter de har krydset den jordanske grænse, og det først nu, vi føler os helt sikre på at fortælle, hvad der skal ske. Vi blev rådet til medietavshed i dag, fordi man i sådan en situation aldrig ved, hvem der sidder et sted og opsnapper en information om, at de er på vej ud,« sagde efterskoleforstander William Enevold Ehmsen tirsdag til Lokalavisen Norddjurs.
Forstander William Enevold Ehmsen fortæller onsdag morgen til TV2 Østjylland, der havde en reporter i Billund Lufthavn, at der er blandede følelser i gruppen af elever, der netop er kommet hjem.
Ifølge forstanderen har nogle elever taget oplevelsen oppefra og ned, mens andre har været decideret kede af at være blevet en del af Hamas’ angreb på Israel lørdag.
»Det er en hel kolossal lettelse at kunne stå her og give dem alle sammen en krammer og se glæden, men også kunne være i, at det har været svært, siger William Enevold Ehmsen til tv-stationen.
Ifølge William Enevold Ehmsen tager omkring halvdelen af eleverne med deres forældre hjem.
Der er sørget for krisehjælp til alle, der har behov for det. Uanset om man vælger at tage tilbage til efterskolen eller med forældrene hjem.