Forårsmessen tiltrak både masser af gæster og masser af inputs
Den nye centerchef i Grenaa Idrætscenter fik sin ilddåb, da tusindvis af gæster brugte weekenden i hallerne.
Det er altid en vanskelig opgave at opstille et decideret succeskriterium for Forårsmessen i Grenaa Idrætscenter. Entréen er gratis, og der er utal af indgange, hvorfor det er svært at holde præcis styr på, hvor mange gæster, der entrerer hallerne.
I Grenaa Idrætscenter er den nyslåede centerchef Martin Bak dog ikke i tvivl, om at messen i den netop overståede weekend var en succes.
De seneste år har det anslåede antal gæster ligget på 5000-6000. Weekendens kolde vind har dog tilsyneladende lokket flere til at tilbringe nogle timer med at inspicere standene hos de mange udstillere.
»Det jeg hører er, at der har været flere gæster end sidste år. Hvor mange det så er, er jo svært at sige, men hvis det har ligget på 5000-6000 sidste år, så er det måske 6000-7000 i år,« lyder vurderingen med et grin fra Martin Bak.
Stor kærlighed
Han startede i jobbet 1. marts, og Forårsmessen blev dermed lidt af en ilddåb for den nye centerchef.
Hvis hans personlige oplevelse gæsternes engagement i messen og Grenaa Idrætscenter generelt er målestokken, så var weekenden en kæmpe succes.
»Jeg gik på et tidspunkt på tværs af opvisningshallen, igennem træningshallen og så på tværs den modsatte vej i opvsningshallen. Det tog to og en halv time, fordi så mange ville snakke. Der var så mange gode inputs. Der er stor kærlighed til huset, fornemmer man. Mange der gerne vil fortælle, hvad de oplever, og hvad kan man gøre for at forbedre. Det var nogle helt fantastiske dage fyldt med gode mennesker, som gerne ville snakke,« konstaterer Martin Bak.