Fortsæt til indhold

Flere ansøgere har pædagoguddannelsen i Grenaa som topprioritet

19 ansøgere har den lokale afdeling som førstevalg, men der kommer stadig til at mangle pædagoger i fremtiden.

Norddjurs
sica

19 havde valgt at sætte VIA Pædagoguddannelsen i Grenaa øverst på deres kvote 2-ansøgning, da fristen udløb i fredags 15. marts, kl. 12..00.

I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra for eksempel job, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på de uddannelser, de har søgt ind på.

I alt har VIA Pædagoguddannelsen i Grenaa modtaget 28 ansøgninger igennem kvote 2 i år. 19 af dem har valgt Grenaa som deres førsteprioritet. Det er én mere end sidste år. Det skriver VIA University College i en pressemeddelelse.

Sidste år var tallet 30 ansøgninger i alt, hvoraf 18 var førsteprioritet.

Reform på vej

Generelt er der brug for flere pædagoger, hvis søgningen skal matche arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft, lyder det fra prorektor på VIA University College Gitte Sommer Harrits.

»Pædagoger løfter en særdeles vigtig opgave i vores velfærdssamfund – både i forhold til børn, unge, ældre og udsatte mennesker. Derfor er det rigtig ærgerligt, hvis der heller ikke i år er ansøgere nok til at fylde studiepladserne på pædagoguddannelsen op alle steder. Vi håber på mange flere ansøgninger gennem kvote 1 i juli,« siger prorektor Gitte Sommer Harrits.

Hun er den øverst ansvarlige for VIAs 41 uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland.

Gitte Sommer Harrits mener, at den kommende reform af pædagoguddannelsen og af øvrige professionsuddannelser er afgørende for at gøre pædagoguddannelsen mere attraktiv for flere.

»Heldigvis noterer vi os, at der også på Christiansborg er enighed om, at det haster med at få styrket pædagoguddannelsen i forhold til både kvalitet, indhold og økonomi. Derfor ser vi meget frem til regeringen reformudspil,« fastslår Gitte Sommer Harrits i pressemeddelelsen.

En prognose fra Damvad Analytics viser, at vi i Danmark vil mangle tæt på 14.000 pædagoger i 2030 – og alene i Region Midtjylland vil der mangle 4.100 pædagoger i 2030.

Allerede i dag betyder rekrutteringsudfordringerne, at det ikke lykkes at få besat 17 procent af alle opslåede stillinger efter pædagoger. Konsekvensen er ifølge fagforbundet BUPL, at kun halvdelen af personalet i landets daginstitutioner er pædagoguddannet.

Dertil kommer, at de næste mange år med mindre ungdomsårgange – samtidig med langt flere børn og ældre med behov for støtte – vil øge udfordringerne med mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvis der ikke bliver søsat velfungerende politiske tiltag.