Fortsæt til indhold

Politikerne er enige om Bønnerup Havn, men endelig afgørelse lader vente på sig

Ny loalplan for havneområdet skal give plads til detailhandel og flere turistmæssige tiltag.

Norddjurs

Det kommer til at vare endnu et stykke tid, inden en længe ventet ny lokalplan for Bønnerup Havn kan endelig godkendes.

Lokalplanen var ellers på dagsordenen på kommunalbestyrelsesmødet i marts, men viceborgmester Benny Hammer (K) havde forinden stillet ændringsforslag til den indstilling, som kommunens forvaltning havde udarbejdet.

I indstillingen var der således lagt op til at fjerne to grønne områder i den sydlige del af havneområdet. Områderne har været benyttet til henholdsvis parkering og vinterstandplads og kortidsparkering og ophold for strandens og havnens gæster.

Bekymret for beredskab

Ved at fjerne områderne er bekymringen, at hele området bliver til offentlig parkeringsplads med blandt andet autocampere.
Det vil ende med at skabe en meget uholdbar situation, mener Benny Hammer.

»Det betyder, at alle gæster på havnen vil være nødt til at parkere langs vejen, og så ender vi med at få en situation ligesom i Fjellerup, hvor der er biler parkeret på begge sider af vejen og til sidst kan brandvæsenet og andet beredskab ikke komme igennem,« siger Benny Hammer.

»Og det bliver også et problem for alle cyklisterne og de gående, for der er ikke noget fortov. Så ender det jo bare med at gå ud over formålet med lokalplanen, som er at give flere muligheder for turismen,« konstaterer han.

Det var der da også konsensus om i kommunalbestyrelsen.

Den nye lokalplan er inddelt i seks delområder. Det er i delområde 6 i den sydlige del af havnen, der skal laves ændringer i forhold til forvaltningens indstilling. Illustration: Norddjurs Kommune

Benny Hammers ændringsforslag lød, at der udlægges et 12 meter bredt grønt område i vestlige side af lokalplanens delområde 6. Der udlægges samtidig et 22 meter bredt grønt område i den sydlige ende af delområde 6.
Området i den sydlige ende afgrænses mod nord af nuværende 80 cm høj jordvold.

Til ny behandling

Ændringerne kan i øvrigt gennemføres uden de store fysiske tiltag, idet de grønne områder som nævnt allerede findes på området.

Alligevel blev det vurderet, at ændringsforslaget har en karakter, der kræver en ny offentlig høring på fire uger og en fornyet politisk behandling.

Dermed skal lokalplanen igen igennem en fire ugers høringsperiode, inden den skal politisk behandles i henholdsvis miljø- og teknikudvalget, økonomiudvalget og endelig kommunalbestyrelsen.

Den nye lokalplan for Bønnerup Havn er inddelt i seks delområder. Det overordnede formål med lokalplanen er at fremtidssikre havnen og livet på havnen. Blandt andet med tanke på, at fiskeriet ikke længere er et så dominerende erhverv i Bønnerup som tidligere.

Det betyder derfor, at der i områderne tættest ved selve havnen åbnes for detailhandel i form af udvalgsvarebutikker og én dagligvarebutik.