Mogensen fejrer 20 år hos bolighus
Elsker sit job med glade kunder og gode kolleger.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men Jesper Mogensen har været ansat 20 år hos Schmidthuset.
I 2004 begyndte en ung 27-årig Jesper Mogensen som møbelsælger hos Schmidthuset i Grenaa, der dengang hed Schmidt Møbler.
Det er sådan set gået meget godt, og nu kan han fejre 20 år i møbelhuset.
»Jamen, jeg har været her så længe, fordi jeg elsker mit job med glade kunder og gode kolleger. Vi har det sjovt, og så er tiden bare gået,« siger Jesper Mogensen i en pressemeddelelse fra Schmidthuset.
Udover at rigtig mange kender ham fra bolighuset, så er han også med i Grenaa Amatørteater og spillemand, hvor han med sit keyboard tager ud og spiller til fester og selskaber.
Da Jesper Mogensen begyndte hos Schmidthuset var det Jens-Ove Schmidt, der havde møbelforretningen. Nu er det Jens-Oves søn, Jesper Schmidt, der har den.
Nogle kan nok huske, at Mogensen, som han ofte bare bliver kaldt, da vist ville prøve noget nyt og arbejdede nogle måneder ude hos det daværende Designa Køkken på Trekanten i 2017. Det er også rigtigt, men Jesper Schmidt er glad for, at han hurtigt vendte tilbage.
»Kort tid efter han havde skiftet job, blev min far jo meget alvorligt syg, og det var noget kaotisk der. Vi ringede ofte til Mogensen i den periode, og han hjalp os virkelig meget. Så vi fandt hurtigt ud af, at han skulle tilbage. Vi lader tvivlen komme Mogensen til gode og har tilgivet, at han var væk i nogle få måneder,« siger Jesper Schmidt med et smil, imens Mogensen tilføjer.
»Ja, det er her, jeg skal være.«
Begivenheden bliver fejret på forskellige måder. I uge 17 og 18 kører Schmidthuset særlige tilbud på nogle af Mogensens favoritprodukter, og lørdag 4. maj kan man komme forbi bolighuset og få pizza, øl og sodavand.
Om aftenen har bolighuset så inviteret personalet ud for at fejre Jesper Mogensen.