Fortsæt til indhold

Emma Katballe fra Lyngby vinder stor studiepris

Den 24-årige urban landskabsingeniør-studerende har vundet titlen som ’Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik 2024’. Nu skal hun dyste mod andre studerende.

Norddjurs
sica

Emma Katballe fra Lyngby har vundet prisen for Årets Praktikophold efter sin tid som driftslederpraktikant hos anlægsgartnervirksomheden OKNygaard i Brabrand.

Emma Katballe er studerende på Erhvervsakademi Aarhus, hvor hun læser til urban landskabsingeniør. Hun har således indstillet OKNygaard til prisen, og Erhvervsakademiet har vurderet »et forbilledligt praktikforløb«, som dermed bliver ’Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik 2024’.

Det skriver Erhvervsakademi Aarhus i en pressemeddelelse.

Juryen begrunder valget med, at praktikforløbet ligger i top på alle parametre.

»Emma har fået tildelt et stort ansvar og udviklet sig både fagligt og personligt. OKNygaard har støttet og udfordret Emma på forbilledlig vis,« siger Finn Lund Andersen, direktør i Konsulenthuset Ballisager og bestyrelsesformand på Erhvervsakademi Aarhus samt en del af juryen.

Luget ukrudt og gransket udbudsmateriale

Emma har som driftslederpraktikant hos den landsdækkende anlægsgartnervirksomhed med hovedkontor i Brabrand været involveret i vigtige projekter som granskning af udbudsmateriale og deltaget i styregruppen til et stort anlægsprojekt i Jylland.

Hun har luget ukrudt, været med til at anlægge ny begrønning på en kirkegård og deltaget i planlægning og udvikling af messestand, hvor hun sammensatte en blomsterfrøblandning som merchandise.
Derudover har hun fået lov til at deltage i et EU-projekt omkring biodiversitet og klimatilpasning, skriver erhvervsakademiet i pressemeddelelsen.

»Jeg har lært så utrolig meget på disse ti uger. Jeg vil gerne give OKNygaard et kæmpe skulderklap og sige mange tak for at have ja-hatten på,« siger Emma Katballe.

Hun er opvokset i landsbyen Lyngby ved Trustrup som datter af værkstedschef Kaj Sørensen fra HSM Industri A/S og serviceleder i Ree Park Susanne Katballe.

Vil skabe rekreative, grønne uderum i byer

Emma Katballe er tidligere STX-student på bioteknologilinjen på Grenaa Gymnasium og elitesvømmer i GRenaa Svømmeklub. Efter gymnasiet arbejdede hun som HR- og eventkoordinator og startede på en ingeniøruddannelse i sundhedsteknologi.

Hun ville gerne arbejde mere praksisnært med sine hænder og finde et job, hvor skærmarbejde ikke fylder for meget. Samtidig ønskede hun at kombinere sine kreative evner med sin interesse for ledelse.

I 2022 startede Emma derfor på en professionsbacheloruddannelse som urban landskabsingeniør på Erhvervsakademi Aarhus.

Det er en fireårig uddannelse, hvor man lærer at anvende spændende materialer og sammensætte træer, planter, blomster og farver til gode urbane miljøer – under hensyntagen til klima, bæredygtighed, drift og vedligehold.

»Jeg vil gerne skabe grønne, rekreative miljøer til mennesker i byerne, så de har det godt,« siger Emma, der selv vil bo på landet og i sin fritid elsker at tage på vandreture til blandt andet Norge.

Tocifrede millionbeløb

Som driftslederpraktikant hos OKNygaard har Emma Katballe blandt andet bidraget til tilbudsteksten til et anlægsprojekt til et tocifret millionbeløb.

»Jeg var med til at formulere tankerne bag og hvordan beplantningen skal vandes i den efterfølgende plejeperiode. Det var vildt spændende. Jeg elsker at være i en virksomhed, hvor man starter et sted og bliver tildelt opgaver ud fra ens interesse og faglige kompetencer. Selvom OKNygaard er en stor virksomhed, er der fokus helt ned på hvert enkelt individ og deres udvikling,« fortæller Emma Katballe.

Hendes praktikophold har ikke kun været begrænset til Danmark. På en rejse til Rumænien for at mødes med branchefolk fra hele Europa, lærte Emma om klimatilpasning og biodiversitet via EU-projektet (EPLUG - European Platform for Urban Greening).

Stolte af pris

OKNygaard arbejder målrettet på at gøre sig attraktive overfor praktikanter ved at sikre dem ordentlige rammer. Mange af praktikanterne bliver efterfølgende ansat.

»Vi er meget taknemmelige og superglade for denne anerkendelse,« siger regionsdirektør Troels Trier fra OKNygaard.

Emma Katballe sammen med sin praktikantvejleder Lone Feldballe fra OKNygaard. Pressefoto

Også Emmas praktikvejleder Lone Feldballe, der er driftsleder i OKNygaard, er glad for hæderen.

»Det er en ære for os, at vi kan gøre en forskel for de unge mennesker. Emma er gået til opgaverne med stor entusiasme og nysgerrighed. Det har helt klart hjulpet til at gøre læringskurven endnu stejlere, fordi hun selv har opsøgt mulighederne og derfor nået meget,« siger Lone Feldballe.

I næste uge skal Emma til prisfest i København og dyste mod syv andre praktikophold om præmien på 10.000 kroner.