Taget gemte på et råddent træværk, og nu mangler Gammel Estrup 400.000 kroner
Flere uforudsete udgifter har fået en del af herregårdens omfattende plan på toppen til at vakle.
Det er ikke ualmindeligt, at der gemmer sig masser af ubekendte ting, når historiske bygningsværker skal renoveres.
Således også på Gammel Estrup, som i øjeblikket er ved at få udskiftet taget. Det er dog kommet bag på Herregårdsmuseet, at der har gemt sig så mange uforudsete faktorer under det gamle tag. Senest er der konstateret råd i spidserne af af del af de træbjælker, der har været dækket af murværk.
Den slags koster, og derfor står Gammel Estrup lige nu og mangler 400.000 kroner for at komme i mål med det omfattende tagprojekt.
Det fortæller museumsdirektør Kasper Steenfeldt Tipsmark.
»Vores post til uforudsete udgifter er simpelthen tæt på at være overskredet nu, og hvis der begynder at dukke flere ting op, så ser vi ind i at skulle spare nogle ting væk i projektet,« siger museumsdirektøren.
Alternative metoder
Det var blandt andet derfor, man i nærværende avis i sidste uge kunne læse, at Gammel Estrup havde taget alternative metoder i brug for at rejse penge til at færdiggøre taget og alle de delelementer, der er planlagt som en del af renoveringen.
Gammel Estrup har således sat tagsten fra det tidligere historiske tag til salg på herregårdens butik og webshop. Opfordringen er at støtte et godt formål og samtidig få lov at eje et stykke af historien.
Selv om der allerede er solgt lidt ud af historien, så bilder Kasper Steenfeldt Tipsmark sig dog ikke just ind, at initiativet er det, der skal redde det samlede projekt.
»Det er nok ikke det, der kommer til at flytte de store ting, men der er mange, der har en forkærlighed for stedet her, så for os er det jo både en gimmick for at give folk muligheden for at få lidt af historien med hjem og samtidig støtte os. Dermed er det også et signal over for både kommunen og fonde, at vi gør, hvad vi kan for at komme helt i mål,« uddyber Kasper Steenfeldt Tipsmark, der altså lige nu arbejder på at få tilført ekstra eksterne midler til projektet.
Millioner åbner loftet
Han understreger dermed, at selve etableringen af det nye tag ikke er i fare.
Hele projektet er budgetteret til cirka 26 millioner kroner, og renoveringen har givet anledning til at åbne loftet for museets gæster for at give et indblik i arbejdsforholdene for tjenestefolkene på herregården.
Det er primært penge til at færdiggøre den del af projektet i form af blandt andet isolering og indvendig kalkning af gavle og skorstene, der lige nu mangler.
Gammel Estrup har allerede fået yderligere en udstrakt hånd fra en fond, der har sørget for, at gulvet i nordfløjen på herregården ikke bliver sparet væk.
Derfor håber Kasper Steenfeldt Tipsmark, at det også lykkes at få de sidste penge i hus.
»Vi vil selvfølgelig gerne undgå at skulle lave de her besparelser nu, fordi det så betyder, at de ting skal laves på et senere tidspunkt, og det vil blive meget dyrere, fordi vi ikke har stilladser og kraner oppe som nu. Men vi er fortrøstningsfulde og håber lige at kunne få den sidste hjælp for at komme hele vejen rundt,« konstaterer han.
Blandet reform
Museumsdirektøren har i øvrigt haft flere hovedbrud i første halvdel af 2024.
I maj blev var der endelig politisk enighed om en længe ventet museumsreform, som blandt andet øger tilskuddet til landets statsanerkendte museer.
Tidligere fik Gammel Estrup sammenlagt 4,1 millioner kroner i årligt statstilskud. Med den nye museumsreform stiger tilskuddet til fem millioner kroner om året.
Naturligvis en betragtelig forhøjelse, men det er alligevel en lidt mellemfornøjet museumsdirektør, der gør status over reformens konsekvenser for Gammel Estrup.
»Jeg er virkelig glad for, at vi får større sikkerhed omkring de midlertidige finanslovsbevillinger. Dem skal vi ikke tænke på længere. Men vi havde håbet på, at vi med den her reform ville komme op på et årligt tilskud på omkring syv millioner kroner, som er på niveau med det andre sammenlignelige museer fik før reformen,« siger Kasper Steenfeldt Tipsmark.
Ny fastlåsning
Han fremhæver blandt andet Arbejdermuseet i København og M/S Museet for Søfart i Helsingør som sammenlignelige museer, der er placeret i en kategori 4 i reformens udformning. Her er Gammel Estrup placeret i kategori 3.
Reformen giver mulighed for, at der om fire år kan genansøges om at blive placeret i en højere kategori. Bliver Gammel Estrup for eksempel placeret i kategori 4, så stiger det samlede tilskud til 12 millioner om året.
Det ser Kasper Steenfeldt Tipsmark imidlertid ikke synderligt optimistisk på. Han vurderer, at det økonomiske skel, der kommer imellem museerne i de forskellige kategorier risikerer at resultere i en fastlåsning.
»Jeg synes helt ærligt, at politikerne har gjort det godt med at skrue reformen sammen, men det der er lidt øv for os er, at flere af de museer vi sammenligner os med pludselig får 12 millioner i tilskud, mens vi får fem millioner. Så kan du godt se, at om fire år, så er vi ikke længere der, hvor vi kan sammenligne os med dem. Så er de løbet fra os, og så tror jeg, det ender med en ny fastlåsning af museerne i de forskellige tilskud,« siger museumsdirektøren.