Rå og grøn butik får nyt liv til at blomstre i gamle rammer
Sai Olivia Dumas-Johansen og Kasper Hjorth Nielsen har omdannet den gamle skole på Gjesingvej til en lille oase med grønne planter, sydlandske krukker og råt jernværk.
Det er otte år siden, Sai Olivia Dumas-Johansen og Kasper Hjorth Nielsen sammen med deres døtre Klara og Anna rykkede ind på den gamle skole på Gjesingvej i Auning.
Her er Sai Olivia Dumas-Johansen vokset op. Hendes forældre bor her stadig, mens de er ved at bygge nyt hus. For tre år siden købte Sai Olivia Dumas-Johansen og Kasper Hjorth Nielsen hele ejendommen af forældrene, og dermed begyndte deres egne visioner for stedet at folde sig ud.
Med omkring 500 kvadratmeter at boltre sig på, er det ikke så underligt, at de i starten ikke helt anede, hvad al pladsen skulle bruges til.
»Vi så bare, at der var mange muligheder i det her hus og gøre forskellige ting. Det landede i første omgang på, at jeg begyndte at renovere det gamle udehus uden at være sikre på, hvad vi skulle bruge det til. Det endte så med, at vi lavede butik, fordi vi synes, det er blevet så godt,« fortæller Kasper Hjorth Nielsen.
Sydlandsk stemning
Butikken hedder KHN Works Jern & Planter og kombinerer det erhverv, som Kasper Hjorth Nielsen de seneste 10 år har beskæftiget sig ved med at fremstille brugskunst og haveskulpturer i jern, samt de produkter, det nyrenoverede hus indbyder til.
Når man nu kører ind i den gamle skolegård bliver man derfor mødt af striber af grønne planter, blomster og krydderurter. De er flankeret af Kasper Hjorth Nielsens egne jern-produkter og terracotta-krukker importeret fra Kreta.
Inde i huset bliver den sydlandske stemning ikke mindre, når sollyset rammer det rustikke gulv, lagt af gamle mursten, og vinrankerne hænger ned over døren. På plankeborde står udvalget af planter og blomster og jernting.
»Vi har virkelig haft mange idéer om, hvad der skulle være herinde. Vi har sigtet efter, at det skal være hyggeligt og rart at komme her, og der syntes vi, at planterne passer perfekt ind i det miljø, vi gerne ville skabe,« uddyber Sai Olivia Dumas-Johansen.
Råt og grønt
Samtidig passer planterne ind i Kasper Hjorth Nielsens ambition om i højere grad at sælge sine produkter i sin egen butik.
Hans produkter i jern har i høj grad været bestillingsopgaver hidtil fra blandt andet større plante- og blomstervirksomheder.
Den del ser han gerne neddroslet for i højere grad at sælge selv direkte til de private kunder.
»Hvis nogen gerne vil have lavet for eksempel en espalier eller noget andet specielt i jern, så gør jeg gerne det, men de kæmpestore opgaver til virksomhederne, det kunne jeg godt tænke mig ikke at lave. Det er også en af grundene til, at vi valgte at sælge planter, fordi jernet har lidt svært ved at stå alene. Det er nemmere at vise en funktion og et miljø, når der er grønt omkring det,« konstaterer Kasper Hjorth Nielsen.
Egne varer på hylderne
Selve salget af planter og blomster er stadig nyt for parret, og de er således endnu ikke eksperter ud i alle planterigets afkroge. Bag butikken og i haven dyrker de dog selv urter og grøntsager, og de små valnøddestiklinger, man kan købe i butikken, stammer såmænd også fra parrets store valnøddetræ i baghaven.
Der er da også et lille håb om, at de med tiden kan begynde at sælge flere af deres egne hjemmedyrkede planter fra den nye butik på den gamle skole.
»Lige nu har vi ikke kapacitet til at dyrke selv, så vi handler med gode leverandører og køber de planter, vi selv synes er spændende. På længere sigt kunne det være sjovt, hvis vi kan begynde at sælge flere af vores egne planter, så man kan køre herind og for eksempel købe hjemmedyrkede krydderurter. Det vil være ret fedt,« siger Sai Olivia Dumas-Johansen
Kasper Hjorth Nielsen har i dag sit værksted i Vorup, og det er også herfra, han fortsat vil fremstille sine produkter i jern.
Ud over arbejdet i den nystartede butik i Auning arbejder Sai Olivia Dumas-Johansen til daglig som læge i Ryomgård.