Efter 32 år slukkes lyset i Stagen
Hanne Sørensen lukker sin ikoniske interiør-forretning i Østergade i Grenaa. Nu skal der være mere tid til familien.
Som en anden olympisk flamme har der været konstant lys i Stagen, siden Hanne Sørensen åbnede sin interiør-forretning for 32 år siden.
Nu har hun dog besluttet, at tiden er inde til at slukke lyset i Østergade og lukke butikken. En beslutning som hun godt nok er helt afklaret med, men ikke desto mindre bevæget over, og hun må lige trække vejret ekstra dybt, inden hun fortæller, hvordan hun kort efter sin 60 års fødselsdag besluttede, at nu var det på tide at melde beslutningen offentligt ud.
»Der trillede tårerne. Og jeg tænkte, at nu får folk det at vide. Det var hårdt, men faktisk også en lettelse. Butikken har nærmest været som et tredje barn for mig. Jeg har brugt rigtig meget tid her, og jeg har altid elsket mit arbejde, men nu skal jeg til at have mere tid med min familie,« fortæller Hanne Sørensen.
Rigtig meget bedste
Det er nemlig her hovedårsagen til lukningen findes. Hanne Sørensen har igennem mange år haft et ønske om at kunne stoppe med arbejdet som 60-årig, og de senere år er det ønske blot blevet forstærket.
Med sin søn og svigerdatter i Grenaa og sin datter og svigersøn på Sjælland med i alt fire børnebørn ser Hanne Sørensen frem til at være meget mere bedstemor i fremtiden.
»Det er ikke sådan, at jeg skal til at være fuldtids-bedste, men jeg skal til at være meget mere bedste. Nu kan jeg lige pludselig tage til Sjælland i nogle hverdage. Det har jeg aldrig prøvet før. Det har altid skullet passe med en weekend. Nu kan jeg spørge mine egne børn, om jeg ikke lige skal tage de små lidt, så der bliver tid for sig selv, så jeg vil bare rigtig, rigtig gerne være der for dem alle sammen,« uddyber Hanne Sørensen.
Stopper på toppen
Ansigtsfolderne forvandler sig til begejstring med udsigten til fremtiden efter Stagen.
Det handler også om, at hun er stolt. Både af den forretning, hun har bygget op igennem årene, men i høj grad også stolthed over faktisk at stå fast på sin beslutning.
I en forretning som Stagen ville det være det letteste i verden lige at tage en tørn mere og så en mere, når nu først efterårssæsonen og siden julen og så påsken løbende melder sig.
»Jeg synes godt, jeg kan bruge det udtryk, at jeg stopper på toppen. Jeg kunne sagtens være blevet ved, og jeg føler mig bestemt ikke gammel, men jeg holder simpelthen ved den beslutning, at jeg stopper, når jeg er blevet 60 år,« siger Hanne Sørensen.
Hun er ikke den eneste, der mener, at Stagen er toppen. På Facebook og i selve butikken er reaktionerne fra butikkens kunder strømmet ind. De begræder Stagens lukning, men samtidig er reaktionerne fulde af respekt for Hanne Sørensens beslutning.
På sådan en almindelig tirsdag formiddag kort efter åbning vidner den massive kundestrøm og den evindelige ringen fra dørklokken om, at mange prioriterer at få det sidste lys fra Stagen med.
»Jeg er jo selv meget rørt over det, men jeg har haft en fantastisk oplevelse med vores kunder. Jeg har haft nogle stykker, der har stået og grædt herude, hvor jeg jo så måtte tage mig sammen og trøste,« beretter med Hanne Sørensen med både en tåre i øjenkrogen og et stor smil på læben.
»I lørdags kom en kvinde herind, som kommer fra Billund. Hun kom med en flaske vin til mig, og egentlig skulle hun have været til en fødselsdag. Den havde hun meldt afbud til, fordi hun skulle i hvert fald i Stagen en sidste gang.«
Lukker inden jul
Det er dog endnu uvist, hvornår det er sidste gang, man kan handle i Stagen.
Hanne Sørensen har et ganske stort varelager. Det indeholder også masser af juleting, og således bliver det i hvert fald et stykke ind i efteråret, inden hun drejer nøglen i Stagen om for sidste gang.
Fastlagt er det dog, at butikken er lukket, inden selve julehandlen i december går i gang.
»Julen er jo normalt en fantastisk handelsmåned for os, men jeg skal ikke have julen med. Det holder jeg fast i,« understreger Hanne Sørensen.
Når Stagen har fyldt langt de fleste vågne timer igennem 32 år, er tanken om et kommende tomrum nærliggende.
Det er imidlertid ikke en tanke, der fylder hos Hanne Sørensen endnu.
»Jeg er et morgenmenneske. Jeg elsker at stå tidligt op, og det bliver jeg ved med, for jeg laver ikke om på mig selv, men det kan da godt være, jeg kommer til at sidde fem minutter mere om morgenen, for der er ikke lige noget i butikken, jeg skal nå inden åbning. Men jeg kommer ikke til at sidde stille ret længe ad gangen eller ligge i sofaen, for det gør jeg aldrig,« fastslår Hanne Sørensen.
Stærke relationer
Én ting, der med sikkerhed bliver prioriteret i otiummet er at mødes med hendes to ansatte Britt Husum og Sanne Sjørup. Med ansættelse i Stagen i henholdsvis 26 og 24 år, er de blevet en lige så integreret del af Stagen, som indehaveren selv.
Hanne Sørensen understreger da også flere gange, at deres relationer rækker langt længere end det almindelige chef-ansat-forhold.
»Vi er et specielt team herinde. Jeg tror også, det er noget af det, kunderne har kunnet mærke, fordi vi har det så godt med hinanden. Vi har været sammen i så mange år, og vi har helt seriøst aldrig haft en uenighed. Vi klikker bare, så vi har haft det så sjovt sammen,« fortæller Hanne Sørensen.
Når Stagen lukker skal Britt Husum ud og prøve noget arbejdsmæssigt nyt, mens Sanne Sjørup går på efterløn.
Relationerne mellem de tre kommer til at ændre sig; den erkendelse er Hanne Sørensen nået frem til, men det der venter i stedet bliver også stærkt.
»Når man har gået så meget sammen hver dag, så bliver det jo aldrig det samme fremover. Det er vi godt klar over alle tre. Men vi er også enige om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at holde det ved lige. Nu kan jeg i stedet ringe og spørge, ’har I nogle planer på mandag, eller skal vi lige mødes og spise en frokost?’ Det har vi jo aldrig nogensinde prøvet før,« konstaterer Hanne Sørensen.