Erhvervsudvalg vil gøre det lettere at drive forretning
Der er allerede god dialog mellem kommunen og handelslivet, men udvalgsformanden ser gerne flere gode idéer på bordet.
I Erhvervsudvalget i Norddjurs Kommune giver det også anledning til bekymring, når forretningerne i de mindre byer må dreje nøglen om.
Det fortæller formand for udvalget Stinne Thorsen Kvorning.
Derfor har hun også forståelse for, at Anders Rasmussen i Auning Handel og Erhverv råber vagt i gevær og opfordrer til planer for, hvordan handelslivet skal udvikle sig.
I Norddjurs Kommune arbejder man allerede med bybåndene, som i både forenings- og handelsmæssig forstand skal binde byerne tættere sammen, men det er alligevel ikke en helt enkel opgave for kommunen at sikre handelslivet i de enkelte byer.
»Vi kan jo ikke for eksempel gå ind og købe ejendomme, der kan bruges til at drive forretning. De må vi ikke jævnfør kommunalfuldmagten, men vi kan hjælpe, hvis der er nogle lokalregler, der gør det bøvlet for de erhvervsdrivende. Så er det jo vores rolle at forsøge, om vi kan gøre det mere simpelt,« siger Stinne Thorsen Kvorning.
Gode idéer modtages
Hun fremhæver blandt andet, at Erhvervsudvalget arbejder med at lempe reglerne i forbindelse med større arrangementer i byerne, så de lokale virksomheder får flere muligheder for at synliggøre sig.
»Det har været et meget stort ønske for virksomhederne, og det har vi imødekommet ved at løsne op for nogle regler, så jeg synes, vi hele tiden forsøger at have en rullende dialog med erhvervslivet om, hvad de ønsker. Det forsøger vi også at gøre på tværs af kommunen. Det kan jo sagtens være, at der er gode idéer i for eksempel Grenaa, som kan bruges i andre byer,« konstaterer udvalgsformanden.
Netop i forhold til de gode idéer understreger Stinne Thorsen Kvorning, at hun hellere end gerne tager imod dem for at kunne understøtte handelslivet i de mindre byer.
Det har nemlig været vanskeligt at finde frem til, hvad der præcis forventes i de enkelte byer. Her har både de enkelte erhvervsdrivende og handelsstandsforeningerne også et ansvar for at komme på banen.
»Vi snakker jo meget om byfornyelser og byforskønnelser, og det er jo en politisk debat, hvad der ligger i det. Nogen synes, at ’Vild Med Vilje’ er superfint inde i bybilledet, mens andre synes, det skræmmer både de handlende og turisterne væk. Den dialog har vi fokus på, men det handler også om forventningsafstemning, og der synes jeg faktisk, det har været lidt svært at få et konkret svar fra handelsstandsforeningerne og de erhvervsdrivende på, hvad det er, de efterspørger,« siger Stinne Thorsen Kvorning.