Norddjurs blander sig nu helt i toppen i erhvervsvenlighed
Stolt borgmester efter kommunen har lavet gedigne højdespring i årlig analyse.
Norddjurs er nummer 13 på Dansk Industris liste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark.
Det er resultatet af en målrettet indsats, hvor kommunen har rykket sig 74 pladser i forhold til placeringen for fem år siden som nr. 87. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
»Jeg er rigtig rigtig stolt over at Norddjurs er blevet til en så god kommune at drive virksomhed i. Vi har sammen med virksomhederne arbejdet systematisk og vedvarende på at levere god service og udbygge dialogen med erhvervslivet om deres behov. Det kvitterer virksomhederne nu for, og det arbejde fortsætter vi selvfølgelig med,« forklarer Kasper Bjerregaard, borgmester Norddjurs Kommune.
Forståelig kommune
I underkategorien ”Information og dialog” er Norddjurs nu tredjebedst i Danmark. En del af den markante forbedring skyldes, at Norddjurs Kommune har prioriteret at tale med virksomhederne og lytte til deres input. På den måde er der skabt en god dialog mellem virksomheder og kommune, som giver en gensidig forståelse.
Norddjurs Kommune vil på trods af den flotte placering ikke hvile på laurbærrene, slår borgmester Kasper Bjerregaard fast:
»Vi vil fastholde momentum, og se om vi kan gøre det endnu nemmere for virksomhederne. Det gør vi gennem en evaluering og analyse af, hvordan vi gør tingene i dag, og hvad vi kan gøre bedre. Vi er slet ikke færdige, men lige nu glæder vi os over det gode resultat,« lyder det fra borgmesteren.
Rykker i det grønne
I Dansk Industri er man også begejstret over kommunens højdespring i målingen af erhvervsvenligheden.
I en pressemeddelelse fra lokalafdelingen DI Randers-Norddjurs bemærkes den positive effekt af, at kommunen har prioriteret jævnlige besøg hos virksomhederne med deltagelse af både politikere og embedsfolk.
»Norddjurs Kommune er Lokal Erhversvenlighed 2024’s højdespringer. Det er imponerende, og der skal lyde et stort tillykke fra mig,« siger Peter Bogh Lindgaard der er bestyrelsesleder for DI Randers-Norddjurs og COO hos DermaPharm A/S.
Her påpeges det, at en af de mest markante forbedringer i Norddjurs ses i kategorien ”Grøn Udvikling”, hvor kommunen er rykket fra en 52. plads op til 2. pladsen i 2024.
Dette er en tydelig indikation af kommunens engagement i bæredygtighed og miljøvenlige initiativer, mener bestyrelseslederen.
»Norddjurs Kommune har virkelig taget førertrøjen på inden for grøn udvikling, hvilket er helt afgørende for den langsigtede succes og konkurrenceevne for vores erhvervsliv,« siger Peter Bogh Lindgaard.
Han peger på, at fremgangen afspejler den strategi, kommunen har for en bæredygtig og fremadsynet erhvervspolitik
Fokus på det lokale
Kommunikation og samarbejde med erhvervslivet har også vist gode resultater. Norddjurs Kommune har i kategorien ’Information og dialog med kommunen’ formået at rykke fra en 40. plads til en topplacering som nummer tre.
»Effektiv kommunikation og dialog er helt centralt for et godt erhvervsklima. Vi værdsætter, at kommunen har helt åbne kanaler og er yderst lyttende over for erhvervslivets behov og udfordringer« siger Peter Bogh Lindgaard.
Tidligere har der været kritik af Norddjurs Kommunes dialog med erhvervslivet, især i forhold til gennemsigtighed og effektivitet i kommunikationen. Virksomheder har påpeget, at det har været svært at få hurtige og klare svar fra kommunen, hvilket kan forsinke beslutningsprocesser og projekter.
Der er desuden sket en forbedring i kategorien ’Brug af private leverandører’, hvor Norddjurs nu ligger nummer 32 fra en tidligere 51. plads.
»Det er glædeligt at se, at Norddjurs Kommune aktivt arbejder på at skabe gunstige vilkår for private leverandører. Dette skaber ikke kun konkurrencefordele, men det forbedrer også kvaliteten af de ydelser og produkter, der tilbydes i kommunen,« siger Peter Bogh Lindgaard.