Spilcafé lukkede for en måned siden. Nu genåbner den i nye lokaler
Nerd Cave bliver den nye forpagter af sportscaféen i Grenaa Idrætscenter.
Det er blot en måneds tid siden, brætsspilscaféen og spisestedet Nerd Cave lukkede sin forretning i Storegade i Grenaa, og nu meddeler indehaver René Heinerup på Facebook, at Nerd Cave genåbner.
Det bliver dog i nye rammer. René Heinerup har således fået et ønske om at komme tættere på uddannelsesinstitutionerne opfyldt.
Nerd Cave bliver fremover forpagter af sportscaféen i Grenaa Idrætscenter.
»Vi genåbner i nye lokaler. Vi takker først og fremmest for den store interesse I har givet os, og for hjælpe os videre. Vi har lavet et samarbejde med Grenaa Idrætscenter og forpagtet deres sportscafé. Så nu kan vi rigtig give jer en god caféoplevelse, når I besøger Nerd Cave,« lyder det på Facebook.
Selv om rammerne er nye, fortsætter det velkendte koncept tilsyneladende. Dog med nogle ændringer, oplyser René Heinerup.
»Vi skal nu igang med at gøre caféen hyggelig og Nerd Cave-agtigt, som I kender fra det gamle lokale, og håber vi snart kan åbne for jer. Nerd Cave er for alle og alle aldersgrupper. Om man er til sport eller ej. Nørd eller bare café-hygger. Konceptet vil være nogenlunde det samme, vi ændrer lidt, men det er kun til jeres fordel,« lyder det.