Fortsæt til indhold

Opsparingen er satset på ét bræt for at udleve passionen: »Vi er nørder, og vi vil fejre det nørdede univers«

De har sat alt på spil for deres passion. Fire unge kvinder fra Grenaa er klar til at forvandle deres hjemby til et samlingspunkt for nørder af alle slags.

Norddjurs

I over tre år har de fire unge kvinder arbejdet på at skabe noget, der kan give Grenaa nyt liv.
Nyt liv særligt til dem, der deler deres egne interesser for fantasy-universerne, gaming, cosplay dukker, manga og meget mere fra et miljø, som nogen vil kalde ’nørdet’.
Eller faktisk ikke bare nogen. Det kalder de sig selv.

»Det er på tide, vi tager ’nørd’-ordet tilbage og siger: ’Vi er nørder, og vi vil fejre det nørdede univers,« fastslår de.

Med egne opsparinger og utallige timer lagt i projektet de seneste tre år står Aida Egrlic, Adisa Egrlic, Celina Hansen og Mathilde Hindkjær nu foran deres største satsning nogensinde: Wabi Sabi Con. En messe, der omfavner alle de nørdede emner, som de selv brænder for.

Det hele handler om at udleve deres passion og skabe et fællesskab for dem, der, ligesom dem selv, føler sig lidt anderledes, når man ikke nødvendigvis går op i håndbold eller fodbold.

Med Wabi Sabi Con vil de fire kvinder vise, at der er plads til alle – både dem, der har været en del af miljøet i årevis, og dem, der er nybegyndere og nysgerrige og gerne vil opleve noget nyt.

Det er derfor de - for nu at blive i genren - har satset alt på ét bræt for over tre dage at omdanne hele Grenaa Idrætscenter og svømmehallen til et univers, som skal tiltrække ligesindede fra både hele lokalområdet og resten af landet.

»Det har krævet rigtig meget at arrangere sådan noget, og da vi begyndte på det for tre år siden, var vi måske ikke helt klar til det. Men på et tidspunkt begyndte puslespillet at samle sig. Der var mange, der begyndte at støtte op, og så tænkte vi; ’nu prøver vi’, og så har vi egentlig satset alt og selv finansieret det af egne opsparinger,« fortæller de fire arrangører.

»Så håber vi selvfølgelig, at billetsalget kan være med til betale regningerne,« tilføjer de grinende.

Giver tilbage

Der gemmer sig masser af nervøsitet bag latteren.

Det er første gang nogen af dem, har stået i spidsen for et arrangement i denne størrelse. Samtidig er Wabi Sabi Con drevet af dyb passion for universer, der muligvis ligger i andre galakser end Grenaa, så spændingen over, hvordan byen vil bakke op om messen er også mærkbar.

»Vi er alle fire opvokset i Grenaa, og vi går meget op i at støtte lokalområdet på forskellige måder. Vi vil gerne være med til at give noget mere liv til byen, og vi syntes, der manglede noget for unge, der vokser op med de her interesser, men måske ikke altid har nogen at dele dem med. Derfor synes vi også, at det var mega-vigtigt at give tilbage på en eller anden måde,« fortæller de fire unge kvinder.

Svært at passe ind

Det har nemlig ikke altid været lige let at finde ligesindede i en by af Grenaas størrelse. Derfor har Celina Hansen, Mathilde Hindkjær, Danisa Egrlic og Aida Egrlic set det som en stor gave, at de tilfældigvis fandt hinanden på et tegnehold, de alle gik på i UngNorddjurs.

Her opdagede de hurtigt, at de havde fælles referencepunkter, »og så har vi faktisk været venner lige siden« er den korte historie om det møde.

De fire arrangører med et lille udpluk af nogle af deres egne passioner for dukker, gaming, udklædning og meget mere. Wabi Sabis maskot er i øvrigt en drage. Derfor er det ganske passende, at den fæørste version af Wabi Sabi Con sker i Dragens år i den kinesiske kalender. Foto: Simon Carlson

Næste weekend bliver derfor også lidt af en kulmination på personlige rejser, når det bliver dem, der der tager imod flere hundrede gæster, der deler de samme interesser.

»Man kan godt føle sig lidt anderledes, når man interesserer sig for sådan noget. Man er lidt en minoritet i forhold til, hvad mange andre har af interesser, og så kan det være svært at passe ind,« konstaterer de.

Det er også en af grundene til, at Mathilde Hindkjær, Aida Egrlic, Celina Hansen og Adisa Egrlic har forsøgt at favne så bredt som overhovedet muligt i organiseringen af arrangementet, så alle kan være med.

»Når vi selv har været af sted til cons (messer, red.), så syntes vi, at der mangler noget, der også var til børn og var mere familievenligt. Det har vi forsøgt at gøre her. Det skal være så begyndervenligt som muligt. Hvis du aldrig har været inde i miljøet, så skal du ikke føle dig alene, hvis du kommer her uden at kende nogen,« forklarer arrangørerne.

Uperfekt skønhed

Ud over de mange forskellige aktiviteter, som weekenden byder på, så har fokus været på at gøre Wabi Sabi Con handicapvenligt ligesom messen også gør meget ud af at omfavne LGBT+-miljøet.

Herudover finder man særligt børnevenlige områder, ligesom for eksempel særligt sensitive personer også kan gå til messe med mange mennesker og ro i maven.

»Vi har lavet et tryghedsrum, hvor man kan trække sig hen, hvis man har brug for en pause. Vi gør meget ud af, at man skal føle sig sikker, for så bliver det nemmere at møde andre. Og det er jo formålet; at møde andre med samme interesser,« forklarer Wabi Sabierne.

Og netop arbejdet for at så mange som overhovedet muligt kan være med til at fejre sin indre nørd, stå ved den og hellere end gerne dele den med verden er budskabet i det navn, som de fire unge kvinder har valgt til deres første store con i Grenaa.

»Wabi Sabi er et japansk udtryk, der betyder ’skønheden i det uperfekte’. Det synes vi gav mega-god mening med vores værdier og vores vision for Wabi Sabi. Alle skal kunne være med, og vi er perfekte, præcis som vi er.«