Fortsæt til indhold

»Glem fordommene og lad kommunen hjælpe med at finde nye medarbejdere«

Norddjurs Kommune scorer højt i ny analyse af kommunernes evne til at assistere de lokale virksomheder med at finde ny arbejdskraft.

Norddjurs

Østjyske virksomheder får bedst hjælp til at ansætte nye medarbejdere, hvis de ligger i Norddjurs.
Det viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.

En af de virksomheder, der nyder godt af samarbejdet med kommunen, er JS Byg i Auning, hvor tømrermester Jacob Skipper netop har fået hjælp til at hyre en ny tømrer.

»Det er nemt, de kontakter os og sender manden ud. Så er der nogle papirer vi skal skrive under på og så står de for resten,« fortæller Jacob Skipper i en pressemeddelelse fra Norddjurs Kommune.

Det er Norddjurs Kommunes Virksomhedsservice, der står for kontakten mellem virksomheder og potentiel medarbejder.

I Norddjurs lykkes det i over halvdelen af tilfældene at matche virksomhed og medarbejder, viser analysen fra Dansk Arbejdsgiverforening. I Østjylland som helhed det kun i hvert tredje tilfælde.

Svært at finde folk

JS-Byg har 22 mand ansat til at lave tømrer- og snedkerarbejde og rådgivning over hele landet.

De sidste par år har det ifølge Jacob Skipper været svært at skaffe arbejdskraft, og derfor har virksomheden fået hjælp fra Norddjurs Kommunes Virksomhedssservice.

»Det er dem der formidler, planlægger og aftaler. Det har vi ikke haft noget bøvl med. Vi starter med et par ugers virksomhedspraktik for at se hinanden an, så vi ser om vi går godt i spænd sammen,« fortæller han.

Og JS-Byg er gået godt i spænd med de kandidater, som kommunens virksomhedsservice har formidlet. Så direktøren opfordrer andre virksomheder til at give de ledige en chance:

»Mange har en fordom om, at hvis nogen mennesker går ledige i det her byggeboom, så kan de ingenting. Men giv det en chance, det har vi gjort, og kommunen er kommet med nogle gode bud. Vores nye tømrer er god i marken, kan bruge sine hænder og tænke selv. De mennesker har bare haft brug for lidt ekstra hjælp til at komme ind,« lyder opfodringen fra Jacob Skipper.

Det rigtige match

I Norddjurs Kommune er der fokus på matchet mellem medarbejder og virksomhed, og det er en af årsagerne til succesraten.
Det forklarer Kirsten Tranekjær Søgaard, der er souschef i Norddjurs Kommunes erhvervs - og arbejdsmarkedsafdeling.

»Vi hjælper virksomhederne med at finde velegnede kandidater, fordi vi er tæt på dem. Både gennem personlige relationer, virksomhedsbesøg og ved vores satellitkontorer på havnen og i Auning. Kunsten er at lave et det rigtige match mellem kandidater og virksomheder,« siger hun

»Den stadig lave ledighed betyder, at vi er nødt til at være opmærksomme på alternative kompetencer. Der kan sagtens være en kandidat, som passer ind i virksomheden, men som ikke helt har den faglige profil virksomheden ønsker sig. Så finder vi løsninger sammen med virksomheden og ser for eksempel på eventuel opkvalificering, så virksomheden kan få opfyldt deres ønske bedst muligt,« lyder det fra Kirsten Tranekjær Søgaard.