Fortsæt til indhold

Ny brøler: 600 breve med forkerte navne sendt ud

Familieretshuset beklager fejlen, men en modtager af brevet undrer sig.

Norddjurs
citathistorie: tv2 Østjylland

’Du har fået ny digital post fra Familieretshuset’.

Det er egentlig lige, hvad Claus Romlund Andersen fra Grenaa har ventet på. Endelig er der et svar på ansøgningen om at blive værge for sin storesøster.

Da han så åbner beskeden fra Familieretshuset, får han sig noget af et chok.

»Adressen var rigtig nok, men der stod en fremmed kvindes navn på dokumentet,« siger Claus Romlund Andersen.

Han læser brevet hurtigt igennem, og selve indholdet kunne godt være til ham, så først tror han, at det måske er sagsbehandlerens navn, som har sneget sig ind i dokumentet.

Men efter en hurtig søgning på nettet, kan han se, at vedkommende bor i København og ikke er ansat ved Famileretshuset.

»Det virker på mig som om, at de ikke har styr på noget som helst. Hvis sådan en fejl kan ske, hvad kan der så ikke ske yderligere? Hvor er mit navn henne, og kan det misbruges,« siger Claus Romlund Andersen.

Hundreder af fejl

Familieretshuset bekræfter nu, at der er sket en fejl i cirka 600 breve til folk, som har sager om værgemål eller fremtidsfuldmagter.

I et skriftligt svar uddyber Maria Wenzel, der er kontorchef for Værgemål i Familieretshuset, situationen. Lige nu har de ekstra travlt med at behandle sager om værgemål, og det betyder ekstra lang ventetid.

»Vi har derfor sendt breve ud til borgerne med generel information om de forventede sagsbehandlingstider på sager om værgemål og fremtidsfuldmagter,« skriver hun til TV2 Østjylland.

»I forbindelse med udsendelse af brevene er der sket en manuel fejl i ca. 600 ud af de i alt cirka 7.800 breve, som vi har sendt. Det betyder, at nogle borgere desværre har modtaget et brev, hvor der står et anden persons navn på,« står der i svaret.

Korrekt indhold

Kontorchef Maria Wenzel understreger, at indholdet i brevene er korrekt for den, som har modtaget brevet. Altså er brevets indhold til Claus Romlund Andersen, og ikke til den anden person. Det betyder også, at han ikke har modtaget information om en anden persons sag. Blot en anden persons navn.

Familieretshuset har nu har anmeldt sagen til Datatilsynet.

Familieretshuset har før fået kritik for brud på datasikkerheden. Senest i juli måned, hvor de ved menneskelig fejl potentielt havde afsløret en række personers ophold på krisecentre - påtrods af, at disse oplysninger var strengt fortrolige. Samme kritik gav Datatilsynet i 2021.

Hos Aalborg Universitet er adjunkt Tanja Kammersgaard Christensen med speciale i databeskyttelse ikke i tvivl om, at den nye episode er et brud på datasikkerheden.

»Og så kan jeg undre mig over, hvordan der er sket en manuel fejl i 600 breve,« siger hun.

Selvom et forkert navn på et brev ikke nødvendigvis udgør en stor sikkerhedsfare i sig selv, mener hun, det er problematisk.

»Det taler ind i en længere række af fejl fra Familieretshuset. Datatilsynet har før bedt dem indarbejde forskellige rutiner, så det ikke sker igen, men de har altså stadig problemer med behandlingen af folks personlige oplysninger,« siger Tanja Kammersgaard Christensen.